En af mandagens mest opsigtsvækkende historier må være den om fup-fodboldspilleren Bernio Verhagen, der er flygtet fra politiet.

Han tog flugten omkring klokken 13.45, da han skulle indleveres til arresten efter dagens retsmøde. Men omkring klokken 19.00 giver han lyd fra sig på de sociale medier.

Som du kan se på billedet længere nede i artiklen, der stammer fra Verhagens Instagram 'story', så vil han gerne give folk indtrykket af, at han er i Aarhus.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at de ikke havde set opslaget, da B.T. kontakter dem.

»Men jeg tænker ikke, at han er i Aarhus,« siger efterforskningsleder Christian Toftemark.

Ifølge ham er der ingen indikationer på, at den undvegne fange skulle befinde sig i Aarhus.

Alt peger på, at der er tale om et røgslør fra fodboldspillerens side.

Vidner har indtil for ganske kort tid siden set Verhagen i Holstebro.

»Vi tror stadig, at han render rundt og gemmer sig i Holstebro,« lyder meldingen.

Kender du noget til sagen? Tip redaktionen på 1929@bt.dk

Der var dog én ting, som overraskede efterforskningslederen.

Det er, at den undvegne mand har fået fingrene i en telefon.

Verhagen fik i Retten i Viborg forlænget sin varetægtsfængsling til og med 10. januar. Det var i forbindelse med transporten tilbage til arresten i Holstebro, at han flygtede.

»I det splitsekund, hvor vi var ved at aflevere ham til arresten, der har han ikke håndjern på, sagde efterforskningslederen tidligere på aftenen.

»Så det var i de to sekunder, hvor det kunne lade sig gøre., at han flygtede, at han gjorde det,« siger han og erkender, at Verhagen i sidste ende bare løb hurtigere end betjentene.

Politiet har tidligere opfordret til, at man kontakter dem, hvis man ser Bernio Verhagen. Det kan du gøre på 114.

I samme ombæring blev det gjort klart, at det ikke er politiets vurdering, at han er farlig.

Her kan du se det opslag fra Bernio Verhagens 'story' på Instagram, hvor han altså vil have folk til at tro, at han befinder sig i Aarhus.Men det er der umiddelbart intet, som tyder på.
Her kan du se det opslag fra Bernio Verhagens 'story' på Instagram, hvor han altså vil have folk til at tro, at han befinder sig i Aarhus.Men det er der umiddelbart intet, som tyder på.
Vis mere