'Den danske Zlatan', 'den nye Ibrahimovic', 'det næste stjerneskud'

Hypen af Kasper Dolberg spreder sig som en eksplosion med referencen til Zlatan Ibrahimovic' som det vedvarende sprængstof.

Først var det den danske Ajax-scout, John Steen Olsen, manden som opdagede både Zlatan og Dolberg, der italesatte sammenligningen, og siden gjorde klubbens reserveholdstræner det samme. I dag flokkes europæiske medier og fodboldeksperter om at sidestille den 19-årige dansker med den Zlatan, der ligesom Dolberg fik sit internationale gennembrud som 19-årig i den hollandske traditionsklub.

Men kan det virkelig passe, at Danmark er på vej til at fostre et talent af Zlatan'ske dimensioner, eller er det bare dansk jubeloptimisme i savnet af en målkonge?

BT er dykket ned i tallene bag de to skandinaviske topangribere start på udlandskarrieren.

Bedre start end Zlatan:

Da Zlatan Ibrahimovic ankom til Ajax, var det som en usleben diamant, der var hentet i svenske Malmø FF. Modsat Kasper Dolberg, der kun nåede tre Superliga-kampe for Silkeborg inden sit skifte, havde Zlatan Ibrahimovic allerede et par års erfaring med seniorfodbold, da han ankom til Amsterdam. Alligevel er det Kasper Dolberg, der var hurtigst til at indtage Amsterdam Arena. Se bare her.

  • Kasper Dolberg: 11 mål i sine første 21 kampe
  • Zlatan Ibrahimovic: Seks mål i sine første 21 kampe

Historisk set har kun Johan Cruyff og Patrick Kluivert gjort det bedre i deres debutsæson, og dermed træder Dolberg ind på følgende fornemme liste:

Tidligere landsholdsdebut:

Også i forhold til landsholdet har Kasper Dolberg været hurtigere ude af startblokken end den svenske superstjerne.

Zlatan Ibrahimovic debuterede på det svenske A-landshold d. 31. januar 2001 i en alder af 19 år og lige knap fire måneder. Da Kasper Dolberg d. 11. november debuterede i Parken mod Kasakhstan var han bare 19 år og lidt over en måned. Kasper Dolberg og Zlatan Ibrahimovic har i øvrigt fødselsdag med bare tre dages mellemrum.

Hurtigere med hattrick:

Fortsætter vi med de rød/hvis briller, kan vi fremhæve Kasper Dolbergs fantastiske søndag, hvor han med et hattrick på 18 minutter mod NEC Nijmegen overstrålede Zlatan Ibrahimovic på endnu et parameter. Med sine 19 år og 45 dage blev Kasper Dolberg den yngste spiller med et hattrick i den hollandske Æresdivision siden FCM-profilen Rafael van der Vaart. Hollænderen var dengang 18 år og 311 dage.

Udover Rafael van der Vaart er det kun en håndfuld spillere, som var yngre end Kasper Dolberg, da de første gang scorede tre gange for Ajax i samme kamp. Det drejer som om følgende Ajax-ikoner (som IKKE tæller Zlatan):

  • Frank Rijkaard
  • Marco van Basten
  • Johan Cruyff
  • Gerald Vanenburg
  • Wim Kieft

Hvad fremtiden bringer, må tiden vise. På rygtebasis nævnes europæiske giganter allerede som bejlere til Kasper Dolberg, der kun lige har indledt en usædvanligt lovende karriere.

Trods en hurtigere Ajax-start end Zlatan har Kasper Dolberg dog stadig langt op til Zlatan Ibrahimovics meritter. Tjek bare denne rekordliste:

  • 1999–2001: Malmö FF 40 (16)
  • 2001–2004: Ajax 74 (35)
  • 2004–2006: Juventus 70 (23)
  • 2006–2009: Inter Milan 88 (57)
  • 2009–2011: Barcelona 29 (16)
  • 2010–2011: → A.C. Milan (loan) 29 (14)
  • 2011–2012: A.C. Milan 32 (28)
  • 2012–2016: Paris Saint-Germain 122 (113)
  • 2016–: Manchester United 11 (6)