Den spanske storklub FC Barcelona har mandag meddelt, at de har fyret sportsdirektør Andoni Zubizarreta med øjeblikkelig virkning. Samtidig meddeler Carles Puyol, at han forlader sin rolle som assisterende sportsdirektør i klubben.

»FC Barcelonas præsident Josep Maria Bartomeu har besluttet at ophæve kontrakten med klubbens sportsdirektør Andono Zubizarreta fra og med i dag«, lyder det i en officiel erklæring fra FC Barcelona.

Fyringen falder dagen efter, at FC Barcelona tabte til Real Sociedad, og det kan meget vel være Zubizarretas udtalelser efter dette opgør, som fik klubpræsident Josep Bartomeu til at svinge pisken og ofre sin sportsdirektør gennem fire år.

Zubizarreta langede nemlig delvist ud efter præsidenten, da han talte med spansk tv om den transferkarantæne, som FC Barcelona netop er blevet idømt, efter søndagens kamp.

»Som sportsdirektør tager jeg det fulde ansvar. Men Mr. Bartomeu kender denne situation bedre end nogen anden, eftersom han var vicepræsident i dette tidsrum (hvor de ulovlige transfers blev gennemført, red.),« sagde han til spanske Canal Plus.

I FC Barcelonas erklæring takkes Andoni Zubizarreta for sin dedikation og sit bidrag til klubben i løbet af de fire år som sportsdirektør.

Zubizarreta har 301 kampe for FC Barcelona og 126 landskampe for Spanien som målmand på CV'et.

En anden Barcelona-legende, Carlos Puyol, har været rygtet som den oplagte afløser for Zubizarretta. Puyol har oven i købet være i lære hos Zubizarreta og har siden september haft en stilling som vice sportsdirektør i FC Barcelona.

Men mandag eftermiddag meddelte Puyol, at han har valgt at opsige sin stilling i FC Barcelona for at prøve noget nyt.

I en længere erklæring, som Puyol både har lagt på Facebook og Twitter, takker han klubben for de mange oplevelser og skriver, at han håber at vende tilbage engang.