Lyt til artiklen
AGF har sikret sig 33-årige islandske Helgi Danielsson, der kommer til Aarhus på en to-årig kontrakt efter en enkelt sæson for Belenenses i den bedste portugisiske række.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

Det er en rutineret herre med masser af erfaring fra landsholdsfodbold og skandinavisk fodbold. 32 landskampe står Danielsson noteret for, og det er blevet til langt over 100 kampe i Allsvenskan.

- Jeg er glad for, at vi har kunnet tilknyttet en landsholdsspiller med masser af erfaring. Han er en dygtig midtbanespiller, som vil kunne tilføre vores trup en masse - både fordi han er en dygtig fodboldspiller, og fordi han er en meget professionel type. Han vil helt sikkert have en positiv indflydelse på vores miljø, siger AGF-cheftræner, Morten Wieghorst.

Med Helgi Danielsson får AGF en spiller, der er kendt som en stor fighter og altid går til stålet. En rigtig hardhitter, der glæder sig til at komme til Danmark:

- AGF viste stor interesse for mig, da jeg fortalte min agent, at jeg gerne ville skifte, fordi min familie og jeg ikke trivedes så godt i Portugal. Jeg besøgte klubben og Aarhus tidligere på ugen, og derfra var det en nem beslutning. AGF er i en situation, hvor klubben gerne vil skaffe resultater her og nu, og det ser jeg som en interessant udfordring, siger Helgi Danielsson.