Efter flere års pause er DR-programmet 'Billet til kærlighed' tilbage.

I programmet følger man tre singler, der får stukket en flybillet i hånden og til opgave at finde en date at invitere med. Det eneste krav er, at daten skal have lige præcis det navn, der står på flybilletten.

For René Mikkelsens vedkommende var det Camilla Hansen, der stod på billetten, og et mindre navneskift senere var Camilla – der nu hedder Hansen Christensen til efternavn – klar til at tage med på den fire dage lange date.

Selvom der var amoriner i luften på deres tur til Tenerife, og de da også valgte se hinanden, da de kom hjem, er det altså ikke blevet til mere mellem de to. Det fortæller de begge til DR.

René og Camilla i 'Billet til kærlighed'.
René og Camilla i 'Billet til kærlighed'.
Vis mere

»Alt var jo nemt og hyggeligt på rejsen, men der gik hurtigt hverdag i den, da vi kom hjem, og jeg havde måske ikke den tid, det kræver at date. Og så manglede de sidste ting bare til, at det kunne udvikle sig,« forklarer 30-årige René Mikkelsen til mediet.

Camilla Hansen Christensen fortæller, at de to nåede at ses i cirka tre måneder.

»Vi havde det rigtig godt sammen – og alt var perfekt, der manglede bare lige de sidste følelser. De kom aldrig, da der gik længere og længere tid imellem, at vi så hinanden,« siger hun og fortsætter:

»Til sidst blev det en lidt usund balance, hvor det var lidt frem og tilbage, så i dag er kontakten cuttet.«

René og Camilla i 'Billet til kærlighed'.
René og Camilla i 'Billet til kærlighed'.
Vis mere

Camilla Hansen Christensen understreger, at deltagelsen udelukkende har været en positiv oplevelse for hende, og at hun ikke har noget som helst »ondt at sige om René overhovedet«.

Når det kommer til navneskiftet til Hansen, som var nødvendigt, for at hun kunne komme med til Tenerife, gør hun sig ikke tanker om at ændre det foreløbig.

Hun anser nemlig det ekstra efternavn som et godt minde og forestiller sig ikke, at hun ændrer på det, før hun en dag skal skifte navn »af andre årsager«.