De fleste vil nok konkludere, at tosomhed er noget af det bedste, der findes. Men det er også en kendsgerning, at kærlighed ofte koster kilo på kroppen.

Nu har tre modige par sagt ja til at sætte deres overvægtige kroppe og parforholdskriser til skue for hele Danmark, når anden sæson af programmet 'Fede forhold' har premiere på DR1 mandag 29. juni.

De tre par skal i løbet af det syv måneder lange eksperiment i samarbejde med en sundhedsekspert og en parterapeut se, om de kan smide de dårlige vaner, overflødige kilo og genfinde gnisten i deres parforhold.

Men intet program uden deltagere – herunder er en præsentation af de nye par:

Sådan så Rikke og Michael ud, da de startede projektet i november 2019.
Sådan så Rikke og Michael ud, da de startede projektet i november 2019. Foto: DR PRESSE
Vis mere

Rikke og Michael:

Rikke på 35 og Michael på 38 år har sammen datteren Liva og bor i østjyske Hornsyld.

Siden parret fandt sammen for syv år siden, har Rikke taget 30 kilo på, og Michael har taget 40 kilo på, som primært skyldes, at de begge holder meget af nem og hurtig mad.

Ej at forglemme er parret også rigtig gode til ikke at 'glemme hyggen', som ofte består af slik, kage eller andre snacks, når datteren er lagt i seng.

Begge går de med et stort ønske om at genvinde et aktivt sexliv, som de havde i starten af deres forhold – nu, hvor de er overvægtige, er intimitet blevet mere en udfordring end nydelse for parret.

Udfordringen har gjort, at det er nemmere at lade det ligge, ifølge Michael, som sammenligner intimt samvær med lige så hårde anstrengelser som ved et maraton.

Og særligt Michael, som er svært overvægtig, står over for en vigtig opgave, når der skal tabes kilo.

Rikke går nemlig og frygter, at hvis parret ikke formår at få proppet mindre sukker og flere grøntsager på tallerkenen, så ender Michael med at spise sig selv ihjel.

Han har da også selv konstateret, at hvis han ikke ændrer kurs, bliver han ikke 50 år.

Rikke vejer lige nu 123,8 kg, og Michael vejer 164 kg.

Sådan så Tina og Thomas ud, da de startede eksperimentet.
Sådan så Tina og Thomas ud, da de startede eksperimentet. Foto: DR PRESSE
Vis mere

Tina og Thomas:

Andet par er også et sæt jyder bestående af Tina på 41 og Thomas på 36 år, som til daglig bor i Ebeltoft med deres tre børn.

Parret, som fandt sammen, da de begge uddannede sig i forsvaret, har i dag været sammen i 16 år.

Men de mange år som par har sat tydelige spor på deres kroppe. Tina har gennem årene taget 30 kilo på, og Thomas har forøget sin vægt med 20 kilo.

Den store udfordring for parret er, at det intime er blevet mindre og mindre i forholdet gennem årene – det er faktisk stort set fraværende ifølge Thomas, for Tina har ikke længere lyst til ham, og nu er han holdt op med at prøve.

Det store wakeupcall for parret var dog, da de glemte deres bryllupsdag, for det er aldrig sket i det lille hjem.

Nu er det altså på tide at slå bremsen i, finde hinanden og få et spark til at komme ud af det spor, som de sidder fast i, hvis man spørger parret.

Thomas vejer lige nu 98,3 kilo, og Tina vejer 91,9 kilo.

Tina (tv.) og Isabel (th.) har været sammen i tre år.
Tina (tv.) og Isabel (th.) har været sammen i tre år.
Vis mere

Tina og Isabel:

Sidste par er 34-årige Tina og Isabel, som bor i landsbyen St. Andst i det sydlige Jylland.

Tina har taget ca. 20-25 kilo på og Isabel 20 kilo på, siden parret fandt sammen for tre år siden.

Isabel har faktisk tidligere vist, at hun har, hvad det kræver at tabe de overflødige kilo – hun har nemlig engang vejet 150 kg og formåede at tabe hele 60 kg. Men da det nyforelskede par valgte at slå pjalterne sammen og få fælles adresse, sneg nogle af kiloene sig langsomt på igen.

Isabels usikkerhed omkring sin krop har medført, at hun lukker af over for intimt samvær med Tina, og det skaber en gang imellem en smule knas i hjemmet.

Parret har dog også en anden stor motivation for at skifte junkfood og deres store overforbrug af Pepsi Max ud med en sundere livsstil – nemlig at få deres største ønske opfyldt, som er at starte en familie sammen.

Men som det ser ud nu, lever Tina ikke op til kravene for at få hjælp til en graviditet fra det offentlige.

På mange måder er det en 'alt eller intet'-situation for kvinderne, som flere gange har taget den svære snak om konsekvenserne, hvis det ikke lykkes dem at komme ned i vægt, men de i stedet fortsætter med at lokke hinanden i fordærv.

Så har de konkluderet, at de nok bliver nødt til at gå fra hinanden på trods af den store kærlighed, de har.

Tina vejer lige nu 114,6, og Isabel vejer 96,4 kilo.