Torsdag rullede det velkendte DR-program 'Løvens Hule' over skærmen i de danske stuer.

Det var ét afsnit ud af efterhånden mange. Men lige præcis det her afsnit har en gruppe fyre længe siddet og trippet for skulle komme ud.

Nemlig mændene bag det aalborgensiske skomærke Errant, som var med i gårsdagens program.

»Vi optog afsnittet i august. I januar gik denne sæson så i luften, og uge efter uge efter uge har vi siddet og ventet på, at det blev os,« siger direktør Christian Fuglsang.

Og så skete det. Alle fik lov til at se Christian Fuglsang og hans to venner og kolleger, Rasmus Lund og Mads Frederiksen, forklare om deres brand til programmets løver.

Og en bed på nemlig Christian Arnstedt, der købte 20 procent af firmaet for 400.000 kroner.

Christian Fuglsang fortæller, at der er et Errant før og efter 'Løvens Hule'-afsnittet i går.

»Vi startede mærket i 2020, og siden har vi bevæget os ud af en fornuftig vej, men det tager selvfølgelig tid at bygge noget op fra bunden,« fortæller han om firmaet, før DR-afsnittet blev sendt.

»Den eksponering vi fik i går gør, at vi står et helt andet sted nu. I går og i dag er der virkelig sket ting på webshoppen.«

Direktøren kan ikke gå i detaljer med tallene, men skjuler ikke at programdeltagelsen har givet pote.

»Når weekenden er ovre, skulle det ikke undre mig, hvis vi omsatte for mere, end vi gjorde hele 2021.«

Errant-skoen kan købes på webshoppen og i butikken i Aalborg. Det, som gør Errant speciel, er ifølge direktøren, at fordyrende mellemled er fjernet, og derfor kan de sælge sko af høj kvalitet til en god pris.

Nu skal de tre venner snart mødes med Christian Arnstedt for at diskutere fremtiden. Først og fremmest vil de udvikle webshoppen og skabe sig et navn i Danmark og omkringliggende lande.

»Og så kunne det da være sjovt at åbne nogle flere fysiske butikker,« afslutter Christian Fuglsang.