Har du kigget igen og igen i biografprogrammet og ærgret dig over, at der ikke fandtes en film, hvor Harrison Ford sad og sagde banaliteter til en computergenereret hund? Nej? Nå, men den findes altså nu.
‘The Call of the Wild’ er baseret på bogen af samme navn af Jack London – ham, der også har skrevet ‘Ulvehunden’.
Og hvor bogen muligvis har sin berettigelse, er det altså svært at se, hvad vi skal med filmen ‘The Call of the Wild’.
Ikke desto mindre afslører man ikke rigtigt noget ved at fortælle, at den computeranimerede hund, der lyder navnet Buck, bor hos en (god) familie.
Så bliver han kidnappet af en (ond) hundehandler og havner hos en (god) franskmand, der deler post ud i det hundekolde Klondike under guldfeberen.
Så bliver Buck slædehund for en (skabagtigt ond) englænder, men bliver reddet fra døden af den ensomme gnavpot John (som dog er god), spillet af Harrison Ford.
Det er i store træk det, men det er simpelthen svært rigtigt at leve sig ind i Bucks historie, uanset hvor meget man i øvrigt måtte holde af dyr.
Dels fordi Buck er en... ja, hund, dels fordi intet af det er særligt interessant eller overraskende, og ikke mindst fordi det på intet tidspunkt er muligt at abstrahere fra, at Buck er computeranimeret.
Der er garanteret brugt mange mandetimer på skidtet, men det ser utroligt kunstigt ud fra start til slut.
Det dybere tema handler vistnok om, at Buck finder tilbage til sine instinkter – det bliver unødigt mystisk forklaret ved, at Buck nogle gange ser en sort, computeranimeret hund… eller ulv for sig.
Det er svært at se, hvad vi skal med den pointe, og den har det i øvrigt med at drukne i ufrivillig komik, når Bucks indre rejse bliver forklaret med gumpetunge voiceovers, og Buck bliver tillagt overdrevet menneskelige egenskaber.
Som da John drikker for meget, fordi han savner sin døde søn, og computer-Lassie – på trods af, at han er en hund – ligesom fornemmer, at det er noget værre noget og tager whiskyflasken i munden og gemmer den væk…
