Den populære TV-serie 'House of Cards' er tilbage. Vi har mødt skuespillerne Kevin Spacey og Robin Wright til en snak om Shakespeare, komplekse hovedroller og TV-seriernes guldalder.
Lad os for et øjeblik lege med tanken: Hvis William Shakespeare havde levet i dag, ville han så have arbejdet med teater, eller ville han ikke snarere have kastet sig over at skrive de TV-serier, der siden slutningen af 1990erne har oplevet en kunstnerisk udvikling uden sidestykke? Den verdensberømte britiske dramatikers indflydelse er i al fald tydelig, når det gælder streamingtjenesten Netflix’ serie 'House of Cards'.
Her har vi Kevin Spacey som den skruppelløse og beregnende politiker Francis Underwood, der arbejder målrettet for at nå til tops i Washington DC. Ved sin side har han den mindst ligeså skruppelløse og beregnende hustru, Claire.
- Hun er Lady Macbeth til hans Richard III, som Robin Wright, der netop har vundet en Emmy for sit inciterende portræt af Claire, udtrykker det, da vi møder hende og Spacey i London forud for dagens premiere på anden sæson af 'House of Cards'.
Det er en premiere, som mange har imødeset med spænding. De første 13 afsnit af 'House of Cards' – der bygger på en britisk roman og TV-serie af samme navn – er blevet et stort hit. Over hele verden har Netflix-brugere fulgt med i fortællingen om Francis Underwood, der som demokraternes chefindpisker i Kongressen arbejder på at rydde sine fjender af vejen og stige i graderne, og som ikke skyr nogen midler – heller ikke mord – for at nå sine mål. Ved indgangen til anden sæson er han blevet vicepræsident, men har bl.a. fået den unge kvindelige journalist Zoe Barnes, som han i første sæson manipulerede og udnyttede seksuelt, på nakken.
Hun er imidlertid blot én af dem, som truer Francis’ og hustruen Claires fortsatte rejse mod politisk succes. Og så skal vi ellers ikke sige meget mere, for som det sig hør og bør er der lagt i ovnen til overraskende og åndedrætsstoppende udviklinger i plottet.
- I kan bare vente jer, lyder det drillende fra Robin Wright.
- Jeg tror, at -House of Cards- succes skyldes, at folk virkelig godt kan lide at se fortællinger om skandaler, bedrag og magt, tilføjer hun.
Et er de karakteristiske greb ved 'House of Cards' er, at Francis løbende henvender sig direkte til os; drillende og overbærende indvier han os i sine tanker, motiver og skaktræk, og vi bliver på forunderlig vis hans medsammensvorne, når det gælder de moralsk forkastelige handlinger, han foretager. Grebet er løftet direkte fra Shakespeares 'Richard III', hvor Richard flere gange undervejs henvender sig direkte til publikum.
Og for Kevin Spacey, der de seneste 11 år har boet i London, hvor han er kunstnerisk chef for teatret the Old Vic, og bl.a. har rejst verden rundt med en teateropsætning, hvor han spillede netop 'Richard III', ligger sammenligningen mellem Richard og Francis lige for.
- Der er noget 'shakespearsk' over »House of Cards«, og der er bestemt ligheder mellem de to figurer, siger han.
- Jeg har særligt taget én brugbar ting med mig fra at have spillet 'Richard III', og det er at have set publikum i øjnene. I løbet af ti måneder spillede jeg op mod 200 forestillinger i 12 byer verden over, og alle steder kunne jeg se, hvor uartige og skadefro folk er, når Richard henvender sig til dem: 'Åh ja, fortæl os mere!' Publikum er fascineret af det, Richard gør. I 'House of Cards' ser jeg ikke ind i folks øjne, men i linsen på et kamera, men mindet om det er så stærkt, at jeg forsøger at behandle kameraet, som var det min bedste ven, en person du vil fortælle alt til.'
Men hverken Francis eller Claire er særligt sympatiske figurer, hvorfor holder vi alligevel med dem?
- Jeg ved det ikke. Jeg er midt i ham, og jeg dømmer ikke de figurer, jeg spiller, jeg lader blot brikkerne falde. Jeg prøver at spille et helt menneske, og jeg tror, at Francis har adgang til ligeså mange følelser og tanker, som alle andre. Jeg begrænser ikke mine figurer til one-lines eller putter dem i en dejlig, bekvem kasse, hvor der står »god« eller »ond« på. De er som løg, og vores opgave er at skrælle lagene af løget, så publikums engagement i figurerne bliver ved med at flytte sig og vokse,« siger Kevin Spacey.
Nogenlunde samme ræsonnement møder vi hos Robin Wright.
- Jeg dømmer ikke Claire, det kan jeg ikke, siger hun. »Jeg ser ikke på Claire udefra, og jeg har ikke været interesseret i at lave en kliché, hvor jeg dissekerer Hillary Clinton, Michelle Obama eller en anden politikerkone – ingen ved alligevel, hvem de er, for de opfører selv deres eget skuespil hver eneste dag. For mig er Claire som 'den amerikanske ørn' – stenhård, kongelige og nobel. Den er rolig, går aldrig i panik, men er altid seks skridt foran alle de andre dyr. Den er meget kalkulerende, når der er fare på færde, og når den angriber, er det taktisk, som en snigskytte. Hvor Francis er meget impulsiv, så er det Claire, der sidder med fingrene på kontrolpulten, derfor er de et fantastisk team.
Det særlige ved dagens premiere på »House of Cards« er, at alle 13 afsnit i anden sæson frigives samtidig. Sådan opererer Netflix, og for os seere betyder det, at vi i teorien kan labbe hele fortællingen i os på én gang.
For Kevin Spacey og Robin Wright er 'House of Cards' da heller ikke en TV-serie, men en '13 timers film'. Og de har begge været dybt involveret i at skabe handlingen sammen med filminstuktør David Fincher og manuskriptforfatter Beau Willimon.
- Når du laver en spillefilm, er handlingen nærmest skåret i sten – måske kan du improvisere en enkelt scene eller to, men ellers ikke mere. På 'House of Cards' kan jeg tale med Beau om aftenen, og næste morgen stikker han mig fem nye sider med dialog, en fucking roman, som jeg kan begynde at redigere i. Eller vi kan stå under optagelserne og øve en scene og pludselig finde på noget helt uventet. Det er en måde at samarbejde på, som jeg aldrig har prøvet før, siger Robin Wright.
Derfor ser man også flere og flere filmfolk, der rykker fra Hollywoods filmindustri og over i TV-branchen, fordi de kreative udfordringer er meget større.
- Nogle af de bedste instruktører, manuskriptforfattere og skuespillere er rykket til TV, hvor jorden er meget frodig, mens man i filmbranchen næsten udelukkende fokuserer på store action- og superheltefilm – film, som jeg ikke er interesseret i at lave. De seneste 15 år har vi set mere og mere komplekse historier på TV, som er fortalt over lang tid. Vi har hovedpersoner, der er elendige til deres arbejde, som har forfærdelige familieliv, og som er antihelte. Publikum efterspørger kompleksitet, fortællinger som tager tid og personer, der ikke er lavet af kagedej, men hvor de kan investere sig selv på en måde, som enhver stor superhelte-film kun kan drømme om. De tweeter om det, blogger om det, debatterer og diskuterer det, siger Kevin Spacey.
Og noget tyder på, at han og folkene bag 'House of Cards' har ramt en åre, som langt fra er udtømt. En tredje sæson af serien er allerede aftalt, og Spacey er ikke bange for, at de er ved at malke koen tør.
- Det kan da godt være, at vi ikke har flere ideer efter tredje sæson, men vi er altså stadig "de nye elever i klassen", og efter anden sæson følte vi, at der var meget mere at fortælle. Så lad os se, hvor langt vi kan flytte det.
Anden sæson af »House of Cards« er på 13 afsnit, der kan ses fra i dag på streamingtjenesten Netflix.
Berlingske har haft adgang til at se de fire første afsnit af 'House of Cards 2' før verdenspremieren 14. februar. Vi har indvilliget i ikke at skrive om konkrete og vigtige handlingselementer før denne dato. Interviews med Kevin Spacey og Robin Wright er foretaget i London fredag 7. februar sammen med en mindre gruppe af andre journalister fra forskellige lande. Netflix har betalt Berlingskes flybilletter og transport til og fra London.
