Ægteskab, løgne  og bedrag er på dagsorden i den nye film ‘Kvinden der forsvandt’, hvor den amerikanske skuespiller og instruktør Ben Affleck har hovedrollen som den mandlige part Nick.

Privat har Hollywood-stjernen Affleck været gift med skuespillerinden Jennifer Garner siden 2005, og han kan ikke nikke genkendende til den måde, ægteskabet er skildret på i filmen.

- Det handler ikke om ægteskaber, som jeg kender til – heldigvis ikke mit i hvert fald. Gillian har skrevet en bog, der ser ægteskabet fra et meget dystert perspektiv, siger Ben Affleck om forholdet mellem parret i filmen Nick og Amy.

‘Gone Girl’ eller ‘Kvinden der forsvandt’, som den hedder på dansk, er baseret på Gillian Flynns bestseller fra 2010. Den handler om et ægteskab, der er kommet ud på et grueligt galt sidespor, og ægtemanden Nick, der får sig lidt af en forskrækkelse, da hans kone pludselig forsvinder og han opdager, at hun måske ikke er helt den, han troede, hun var.

Filmen er instruetet af David Fincher, som bl.a. er kendt for ‘Se7en’, ‘Fight Club’ og ‘Zodiac’ og havde verdenspremiere på 52. New York Film Festival i New York i september, hvor BT TV mødte Ben Affleck på Ritz Carlton Hotel.

‘Kvinden der forsvandt’ har premiere i de danske biografer d. 23. oktober.