Et tv-hold har fulgt med i den unge moders op- og nedture igennem programmet 'De unge mødre' over de seneste tre år.

Folkene i produktionen hos Sand TV, som står bag programmet, er også blevet afhørt i sagen, hvor den unge mor nu er sigtet for at have rusket sin nu et-årige søn, så han har fået en varig hjerneskade.

Deres indblik i kvindens dagligdag, nærmeste familie og forhold til børnene kan have været vigtige vidneudsagn under den sag, der nu har stået på i mere end et halvt år.

Hos Kanal 4, der sender programmet, er man godt klar over sigtelsen, som man har fulgt opmærksomt med

- Det er en trist sag, som vi har fulgt nøje med i, men hun er ikke med i den nye sæson af »De unge mødre. Yderligere kommentarer har jeg ikke til sagen, siger Jesper Jürgensen, der er informationschef ved SBS TV, som ejer Kanal 4. Hos produktionsselskabet, der har været helt tæt på kvinden, er der ingen yderligere kommentarer til den situation, som den unge mor nu er havnet i, eller at hun nu er i offentlighedens søgelys efter at have deltaget i programmet.

- Jeg har ingen kommentarer. Vi udtaler os generelt ikke om vores kilder, siger Kaare Sand, der er ejer af selskabet. Han indledte i sin tid programmet 'De unge mødre' som en kort dokumentarserie, men programmets popularitet stod hurtigt klar hos tv-folkene, der nu har sendt 11 sæsoner om de unge mødres liv. I dag har det udviklet sig til en god forretning, og Sand TV har udvidet med et dvd-salg af serien. De unge kvinder har ikke fået betaling for deres medvirken, men har modtaget et mindre honorar for, at serien netop er blevet udgivet på dvd.

LÆS MEGET MERE I B.T. I DAG