»Det er ikke sjovt, når din chef er en belastning for at udføre dit arbejde.«

Men sådan har det været for B.T.s medarbejdere de seneste to uger. Det siger tillidsrepræsentant på B.T., Rasmus Skat Andersen.

»Det har været svært for journalisterne at tale med kilder, hvor man som det første skulle høre for den her sag.«

Fredag meddelte B.T.s chefredaktør Michael Dyrby derfor også, at han træder tilbage.

I et indlæg på bt.dk uddyber Michael Dyrby baggrunden for sin afgang.

»Jeg har ikke levet op til den standard, som vi normalt forlanger af andre kilder. Det går ikke, for det svækker hele grundlaget for journalisternes daglige virke.«

Michael Dyrby kom i vælten, da en Discovery-dokumentar om episoder med krænkende adfærd på TV 2 blev udgivet i sidste uge.

Dokumentaren kredser om flere TV 2-chefer, der har udvist krænkende adfærd.

Michael Dyrby havde lederstillinger på TV 2 gennem en årrække. Han blev udnævnt til nyhedschef på kanalen i 2003 og fratrådte i 2015.

B.T.s medarbejdere blev indkaldt til en orientering fredag eftermiddag, og ifølge Rasmus Skat Andersen kom beskeden om, at Michael Dyrby træder tilbage ikke bag på mange.

»Lige så snart mødeindkaldelsen kommer ud, har folk lagt to og to sammen, og det er ikke så overraskende, at det var sådan det endte. Det var svært at se andre veje ud af det her.«

Selvom beskeden ikke kom som den store overraskelse, så har det ifølge tillidsrepræsentanten været en »underlig dag«.

»Det er en blanding af sorg og lettelse. Der er ingen tvivl om, at Dyrby har været en stor belastning for B.T. den seneste tid. Samtidig har han også være en dygtig journalistisk leder,« siger Rasmus Skat Andersen.

»Afskeden viste, at Dyrby på mange måder også har været en afholdt chef herinde. Der er ingen tvivl om, at han har en sort fortid på TV 2, men den mener jeg ikke, at han har bragt videre til BT.«

Jonas Rathje overtager rollen som ansvarshavende chefredaktør efter Michael Dyrby, der stopper fra dags dato.