Topledelsen i OW Bunker vidste alt om påstået svindel i Singapore, som to medarbejdere er beskyldt for, hedder det i 400 siders advokatrapport fra konkursboet efter den krakkede oliehandelsvirksomhed. Dette er historien om en af Danmarks største erhvervsskandaler.
Onsdag den 5. november 2014 er en stille dag på det danske aktiemarked. De store aktier rører sig næsten ikke, men ud på eftermiddagen denne grå og regnfulde efterårsdag sker der noget, som bliver begyndelsen til en af Danmarks største erhvervsskandaler. Klokken 12.52 indstiller fondsbørsen uventet muligheden for at handle aktierne i oliehandelsvirksomheden OW Bunker, der blev børsnoteret et halvt år forinden.
Rygterne begynder langsomt at svirre. Flere spekulerer i, at noget kan være hel galt. Men stadig er det kun få, som ved noget. Virksomheden selv siger, at der kommer en forklaring senere på dagen. Først lidt over midnat får offentligheden endelig lidt at vide, og næste morgen er erhvervsdanmark i chok. To medarbejdere fra OW Bunkers datterselskab i Singapore har bedraget virksomheden for 750 mio. kr. Selskabets direktør Jim Pedersen er rystet og har inddraget medarbejdernes pas og kreditkort og vil nu melde dem til politiet.
De næste dage summer pressen af historier om, hvordan den svindelanklagede chef for Singapore-selskabet Lars Møller grædende havde indrømmet sine misgerninger under samtaler med topledelsen i OW Bunkers hovedkvarter i Aalborg, mens hans medskyldige finansdirektør, kinesiske Kimmie Goh, midt i alt postyret kastede op i en papirkurv på et af kontorerne.
Forud for de dramatiske begivenheder var gået en hektisk tid, hvor OW Bunker flere gange havde meddelt aktiemarkedet, at forretningen gik dårligere end ventet på grund af faldende oliepriser. Nu kunne ledelsen fortælle langt værre ting om et tab på 750 mio. kr., som ifølge ledelsen altså skyldtes de to Singapore-folks bedrageri, og derudover havde virksomheden tabt næsten en mia. kr. på fejlslagen spekulation. Kort efter gik OW Bunker konkurs, og de milliarder af kroner, som pensionsselskaber som blandt andre ATP og PFA havde investeret, var tabt.
OW Bunker lignede ellers en gedigen succes, da den svenske kapitalfond Altor solgte oliehandelsselskabet på børsen i foråret 2014 for over fem milliarder kr. En række prominente erhvervsfolk i bestyrelsen borgede sammen med adm. direktør Jim Pedersen for en sund forretning, og alt tegnede lyst for fondsbørsens nye darling.
Men hvad, ATP og PFA og andre investorer dengang ikke vidste, var, at OW Bunker – ifølge den netop offentliggjorte advokatrapport – hemmeligholdt en række vigtige oplysninger for de nye aktionærer – oplysninger, som siden viste sig at blive skæbnesvangre for virksomheden.
Når en virksomhed går på børsen, offentliggør den først en omfattende beskrivelse af sig selv – et prospekt, hvor investorerne får alle oplysninger om foretningen, så de ved, hvad de investerer i. Prospektet udformes med hjælp fra bankfolk, revisorer og advokater, som alle skriver under på, at intet er fejet ind under gulvtæppet. I OW Bunkers tilfælde viste det sig desværre, at prospektet havde udeladt flere centrale informationer, men det vender vi tilbage til.
Først genbesøger vi de to bedrageri-anklagede OW Bunker-medarbejdere. Lars Møller og Kimmie Goh kom kun til at spille rollen som syndebukke i kort tid. Få dage efter OW Bunkers »afsløring« af den påståede svindel afviste de to via deres advokater, at de havde deltaget i nogen form for svindel endsige indrømmet noget som helst i den retning over for OW Bunker-ledelsen. Singapore-folkene havde handlet i fuld overensstemmelse med koncernledelsen i Aalborg, hævdede de.
Få uger senere fik de hjælp fra en foreløbig rapport fra konkursboet ved advokat og kurator Søren Halling-Overgaard, som støttede Singapore-folkenes historie og pegede på adm. direktør Jim Pedersen og to andre medlemmer af OW Bunkers direktion som medskyldige. Konkursboet varslede erstatningssag mod alle fem med krav om mindst 750 mio. kr., som svarede til tabet i OW Bunkers Singapore-selskab.
Men konkursboets advokater, hvis opgave det b.la. er at at få dækket kreditorernes tab, var ikke færdige med OW Bunker-ledelsen i 2014. For to uger siden blev julefreden brutalt brudt for Jim Petersen og resten af OW Bunker-ledelsen, da Halling-Overgaards endelige rapport om miséren i virksomheden blev offentliggjort. Han havde på det tidspunkt gennem næsten et år gennemtrawlet tusindvis af dokumenter og e-mail i konkursboet, og hvis hans 400-sider detaljerede rapport står til troende, er der kun lidt tvivl om, at Lars Møller og Kimmie Goh ikke var alene om det påståede bedrageri.
Direktionen i Aalborg kendte alt til de voldsomme tab i OW Bunkers datterselskab i Singapore, konkluderede Søren Halling-Overgaard. Med adm. direktør Jim Pedersen i spidsen havde ledelsen sanktioneret hvert skridt på kontoret i østaten fra etableringen i 2012 og frem til OW Bunkers konkurs efteråret 2014.
Lad os lige stoppe op et øjeblik og kigge på et par af aktørerne. Hovedpersonen i erhvervsdramaet er Jim Pedersen, som dygtigt havde drevet OW Bunker frem fra en lille lokal oliehandel til en global forretning med hundredvis af ansatte og datterselskaber i en række lande. Jim Pedersen havde ry som solid og ordentlig. Hele vejen gennem OW Bunkers succesfulde børsnotering tegnede hans person virksomheden, men nu forsvandt han fuldstændig fra radaren. »Jeg er temmelig rystet,« sagde han 8. november 2014 til Berlingske, og det er Jim Pedersens sidste ord til offentligheden . Siden har hans mobil været lukket, og al kommunikation strander hos hans advokat.
Chefen for Singapore-kontoret, Lars Møller, ved vi ikke meget om. Nogle beskriver ham som en mand med store armbevægelser og et højt privatforbrug – andre tegner et modsat billede af ham som en stilfærdig fyr. Lars Møller refererede direkte til Jim Pedersen, som var bestyrelsesformand for datterselskabet i østaten. Lars Møller arbejder i dag som mægler oliehandelsselskabet Dania Broker i Singapore.
Singapore-skandalen tog sin begyndelse hen imod slutningen af 2012, da OW Bunker etablerede et nyt datterselskab i østaten. Planen var, at Singapore-selskabet skulle vokse hurtigere og tage større risici end andre salgsselskaber i OW Bunker-koncernen, og selskabet skulle ekspandere til det øvrige Asien og Dubai. OW Bunker gjorde i forvejen olieforretninger med en forretningsmand i Singapore ved navn Dennis Tan, og hans oliehandelsselskab Tankoil blev hurtigt en af OW Bunkers helt store kunder.
Kimen til et ulykkeligt og uforklarligt forretningsforhold var lagt.
Advokat Søren Halling-Overgaard er ikke i tvivl om, at Jim Pedersen og andre i hovedkvarteret i Aalborg vidste, at Tankoil fra start konstant var bagud med at betale af på sin konstant voksende gæld til OW Bunker og derfor løbende måtte betale strafrenter på over 26 pct. Alligevel standsede ingen i OW Bunker den voksende samhandel med Tankoil.
På papiret fremstod datterselskabet i Singapore som en succes, fordi det leverede en væsentlig andel af OW Bunkers vækst og overskud. Men allerede i slutningen af 2013 var Tankoils forfaldne gæld til datterselskabet i Singapore steget til svimlende 343 mio. kr. og fortsatte med at stige i 2014. Renteindtægterne fra Tankoils store gæld skæppede godt i kassen hos OW Bunker og udgjorde i det første halve år af 2014 op mod en tredjedel af koncernens samlede overskud.
Advokat Søren Halling-Overgaard har svært ved at se de sunde forretningsprincipper bag OW Bunkers oliehandel med Tankoil. Han kan heller ikke forstå, hvad han betegner som et »markant, massivt og vedvarende svigt« hos OW Bunker i kreditbehandlingen af Tankoil. Søren Hallling-Overgaard nøjes derfor med et spekulativt bud – nemlig at den håbløse forretning med Tankoil, som på papiret så godt ud, var blevet afgørende for, at OW Bunker kunne opnå den vækst, de havde lovet deres investorer.
Advokaten kan heller ikke finde mening i de karrusel-lignende handler, som OW Bunker og Tank-oil gennemførte, hvor OW Bunkers datterselskab i Singapore solgte olie til Tankoil og siden købte den tilbage til en lavere pris. Halling-Overgaard kalder forretningsmodellen for usund uden at nå til bunds i, hvad ideen med karrusellen var.
Morten Schwartz Nielsen, som er formand for en sammenslutning af kritiske OW Bunker-aktionærer, gav forleden dette bud i Børsen: »Der kunne være en underforstået aftale om, at den gæld aldrig nogensinde kommer til betaling.«
Statsautoriseret revisor Teddy Wivel går et skridt videre: »OW Bunker begynder at lugte af Nordisk Fjer-fup,« skrev han i en analyse i Økonomisk Ugebrev.
Lad os igen vende tilbage til foråret 2014, hvor den svenske kapitalfond Altor solgte OW Bunker på børsen for 5,3 milliarder kr. Som tidligere nævnt fortalte Altor ikke investorerne om datterselskabet i Singapore i børsprospektet. Søren Halling-Overgaard kalder dette »tankevækkende« i lyset af Tankoils store risikable gæld til OW Bunker og den betragtelige renteindtægt.
Men forretningen i Singapore var ikke det eneste, som Altor holdt skjult for investorerne ved børsnoteringen, mener Søren Halling-Overgaard.
Ifølge hans rapport tegnede Altor sammen med sine rådgivere et billede af en dansk oliehandelsvirksomhed, der havde en flot og sund indtjening fra selve driften, altså fra handlen med olie. Problemet var imidlertid, at op mod halvdelen af OW Bunkers indtjening kom fra spekulation i oliepriser. Det betyder, at virksomheden løber langt større risici, end det fremgik af børsprospektet. Når en virksomhed er meget risikabel, så vil investorer normalt ikke betale så høj en pris for aktierne. Og derfor var OW Bunker langt fra de 5,3 mia. kr. værd, som Altor fik for den på børsen.
Dette vidste en række professionelle investorer, som Altor allerede i 2013 forsøgte at sælge OW Bunker til. De professionelle ville de kun give en væsentlig lavere pris, og handlen blev aldrig til noget.
Søren Halling-Overgaard gennemgang af Altors ageren i forløbet op til børsnoteringen er grum læsning. Faktisk kan rapporten næsten fortolkes, som om Altor begik simpelt tyveri, og at rådgiverne, herunder bankerne, vidste det.
Advokaten afslører, at der har været sendt mails eller andre oplysninger mellem bankerne og Altor, hvor det nævnes, at børsprocessen risikerer at blive »tainted« af de priser, som blev budt på virksomheden fra andre købere. Udtrykket betyder noget i retning af besudlet og henviser angiveligt til, at hvis det kom frem, ville det påvirke den pris, som Altor kunne få for det danske selskab.
Måske derfor var medarbejdere fra Altor langt mere involveret i at udfærdige børsprospektet end det er sædvanligt. Søren Halling-Overgaard skriver, at den svenske kapitalfond endte med at få »helt afgørende indflydelse på prospektets udformning«. Det får ham til at konkludere, at det vigtige børsprospekt indeholdt »væsentlige fejlinformationer«.
»Jeg synes, det er helt rigtig, at Søren Halling-Overgaard har interesseret sig for, om Altor har handlet på en måde, som gør, at de også er ansvarlige for det her. Der kan jeg følge ham meget langt hen ad vejen,« siger Erik Werlauff, professor ved AUC.
Og fortsætter: »Jeg tror vi kommer til at se et søgsmål, som rammer udvalgte dele af selskabets ledelse, bankerne og muligvis revisorerne. Gør man det, tror jeg, at næste led bliver at følge det helt til tops og til Altor.«
Hvem skal så bøde for skandalen og tabene på OW Bunker?
Det skal en hel stribe aktører, mener Søren Halling-Overgaard. Efter hans vurdering skal konkursboet gå efter at få erstatning fra Altor, og to af fondens partnere, herunder Søren Johansen. Også Singapore-folkene Lars Møller og Kimmie Goh, OW Bunkers adm. direktør Jim Petersen, finansdirektør Morten Skou og vicedirektør Götz Lehsten skal til lommerne og erstatte tabene i Singapore-selskabet på godt 750 mio. kr. Desuden kan OW Bunkers revisor Deloitte og de to hovedbanker bag børsnoteringen, Carnegie og Morgan Stanley, se frem til erstatningssager, hvis det står til Søren Halling-Overgaard.
Han frikender halvdelen af bestyrelsen med formand Niels Henrik Jensen i spidsen, fordi de først sent i forløbet blev involveret i virksomheden. Men tre bestyrelsesmedlemmer, tidligere Danske Bank-direktør Jakob Brogaard og de to Altor-partnere Søren Johansen og Peter Samlin, vil konkursboet forsøge at få erstatning fra.
Men kan man nu tro på alt, hvad der står i advokat-rapporten? Berlingskes erhvervskommentator Jens Christian Hansen kaldte i sidste uge rapporten for et partsindlæg på vegne af kreditorerne og konkursboet i lighed med de mange advokatrapporter, som blev lavet efter striben af bankkrak under finanskrisen. Flere af rapporterne anbefalede såvel straffe- og erstatningssager, som efterfølgende er blevet anlagt ved domstolene. Indtil nu er medlemmer af den tidligere ledelse i den krakkede Capinordic Bank blevet dømt til at betale over 90 mio. kr. i erstatning. Konkursboet gik efter 400 mio. kr. I øjeblikket prøves et erstatningskrav på en mia. kr. mod den tidligere ledelse og revision i Roskilde Bank i landsretten. Til foråret starter erstatningssagen mod Amagerbankens tidligere ledelse og revisor.
