Skattestyrelsen har indhentet oplysninger fra godt 20.000 danskeres handler med kryptovaluta, og de skal nu finkæmmes for skattesnyd.

For første gang har en skattemyndighed indhentet oplysninger om handel med kryptovaluta fra tre danske kryptobørser.

Det sker, fordi Skattestyrelsen vil tjekke, om danskerne betaler den korrekte skat i handlerne med kryptovalutaer - eksempelvis bitcoins, der en form for digitale penge.

»Den første gennemgang viser, at borgerne ikke har været så opmærksomme på at få indberettet gevinsten til os,« siger underdirektør Kim Tolstrup fra Skattestyrelsen.

Samtidig viser den foreløbige gennemgang af de 20.000 danskeres handler, at der er tale om både små og store handler på kryptovalutamarkedet.

»Vi har hele spændet med folk, der har handlet for et par hundrede kroner, til borgere, der handler for beløb i millionklassen,« fortæller Kim Tolstrup.

Skattestyrelsen har indhentet oplysningerne fra de tre danske kryptobørser, efter man fik oplysninger fra danskeres handler på en finsk bitcoinbørs for cirka et år siden. Og det er erfaringerne herfra, der viser, at der er god grund til at tjekke kryptovalutahandlerne igennem.

»Vi ser borgere, der ikke har angivet gevinst til skat, ligesom vi også ser borgere, der ikke har fået trukket tabet fra,« siger Kim Tolstrup.

Handlen med kryptovalutaen er ikke reguleret på samme måde som handlen med aktier og obligationer. Handler man med aktier i Danmark, vil ens bank sørge for at indberette din gevinst eller dit tab til skat.

Men det er der ikke nogen, der gør for dig, hvis du køber bitcoins og tjener på de digitale penge.

»Hele kryptovalutaområdet er nyt i forhold til et veletableret værdipapirmarked, hvor folk kender reglerne. At kryptovaluta ikke er reguleret på samme måde øger muligheden for, at man ikke indberetter den korrekte mængde indtægt eller tab.«

Handlen med kryptovaluta er skattepligtig. Det betyder, at hvis man har foretaget handler med bitcoins som eksempel, så er dit tab fradragsberettiget, ligesom din gevinst er skattepligt.

Når skattestyrelsen tjekker de 20.000 danskeres handler igennem, kan der derfor være nogle, som får en efterregning på manglende indberetning af skat på deres gevinster, ligesom andre faktisk ligefrem kan få penge ud af Skattestyrelsens eftersyn.

»Dem, der har tjent mange penge og ikke indberettet vil opleve at få en ekstraregning på den her måde. Der er også nogen, der vil få en hilsen med penge tilbage,« siger Kim Tolstrup.

Hos Skattestyrelsen er man spændte på at se, hvad de mange handler kommer til at vise, når Skattestyrelsen har gennemtravlet dem alle for eventuelle fejl. For hvis omfanget af skattesnyd er højt, er der måske grobund for en form for regulering.

»Det er for tidligt at sige, men det er klart, hvis undersøgelsen viser, at der er tale om skattesnyd for store beløber, så vil det tale for, at man overvejer mulighederne for at lave regulering på området.«

Mangler man at indberette sin gevinst til Skattestyrelsen, så kan man risikere en efterregning, og er der tale om høje beløb en bøde og allerværst en straffesag.