Danske fodboldfans, der ønsker at se Danmark spille kamp på lørdag i Holland, har mulighed for at rejse ind i landet og undgå karantæne på en lynvisit.

Det fortæller Erik Brøgger, direktør i Udenrigsministeriets Borgerservice, tirsdag på et pressemøde.

For at undgå at skulle gå i karantæne efter indrejse i Holland skal man ind og ud af landet inden for 12 timer.

»Du er undtaget for isolation, hvis du er i Holland i under 12 timer. Du kan komme til fodbold, men du skal planlægge ret omhyggeligt. En hurtigtest, på stadion og ud af landet igen,« siger direktør for organisation og borgerservice Erik Brøgger.

»Vi opfordrer selvfølgelig til, at man følger retningslinjerne fra de hollandske myndigheder,« uddybede han.

»Man kan se kampen, ikke drikke for mange øl, og så skynde sig hjem.«

Han opfordrer dog alligevel folk til at blive hjemme, da det kan blive en voldsom omgang planlægning.

»Det burde teknisk være muligt, men man skal planlægge det ret omhyggeligt. For de fleste vil det nok være bedre at blive hjemme,« siger Erik Brøgger.

Erik Brøgger fortæller, at man kan besøge Holland på et lynvisit, hvis man vil se kampen.
Erik Brøgger fortæller, at man kan besøge Holland på et lynvisit, hvis man vil se kampen. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Han slår fast, at man også skal være klar over, at situationen i Holland kan ændre sig hele tiden.

»Det kan være, det ændrer sig, fordi Holland ligesom Danmark ændrer deres retningslinjer,« siger Erik Brøgger.

Danmark spiller mod Wales lørdag klokken 18 i den hollandske hovedstad, Amsterdam.