Lyt til artiklen

Det var Peter Møller, fodbolddirektør i DBU, der ringede til mig.

Der ville ikke blive et EM i 2020. Det var udsat på grund af coronapandemien.

Peter sagde, at det var noget lort. At det var synd for mig, at jeg ikke fik den slutrunde som afsked. Og det passede jo meget godt.

Jeg sad bare hjemme i Norge og kiggede ud på fjeldene. Det var det eneste, jeg gjorde i den periode. Det var hårdt at få den besked.

Alle havde kæmpet for den slutrunde. Og så endda på hjemmebane. Det var meget specielt. Der gik rigtig mange tanker igennem hovedet på mig. At spille i Parken foran et hjemmepublikum, en EM-slutrunde, det havde været den perfekte afslutning.

Jeg forsøgte at få det på afstand. Der var mange andre, der havde en svær tid under pandemien. Folk har mistet arbejde og indtægter. Jeg skulle stoppe alligevel, men jeg gik glip af den oplevelse. Slutrunder er det, der står stærkest tilbage.

Det er fint nok at vinde, men det er oplevelsen af at gøre det og have været der. Det er drivkraften for os alle. At være til stede, når det sker. Og det vil jeg komme til at savne allermest.

Jeg sidder med meget, meget blandede følelser inden denne slutrunde, fordi jeg skulle have været til stede i Parken. Jeg synes, det var en fantastisk arena at være i sammen med spillerne og de danske fans.

Det var rigtig godt at vinde fodboldkampe i Parken. Det var godt at være en del af Danmark, en del af de danske fans, når vi vandt kampe.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Jeg synes, at danskerne er så gode til at skabe en kulisse. De er så gode til at støtte op om deres land og deres landshold.

I alle de år, jeg har arbejdet med fodbold, har jeg altid kigget på de danske fans. Lige siden roligantiden. Danskerne er gode til at feste og fejre. Det er noget, som jeg vil savne.

Foråret 2020 var en usikker tid for alle. Land efter land blev lukket ned. Jeg havde netop været på rundrejse som led i forberedelserne til træningskampene mod Færøerne og England i marts.

Jeg havde været i Milano for at se Inter-AC Milan med Christian Eriksen og Simon Kjær. Jeg var i Valencia for at se dem spille mod Celta Vigo, så jeg kunne se Daniel Wass og Pione Sisto i aktion.

Jeg besøgte Kasper Schmeichel i Leicester. Og så kom beslutningen om, at træningskampene mod Færøerne og England blev aflyst. Da begyndte jeg virkelig at tvivle på, om vi kunne afvikle EM-slutrunden.

Der var blot få måneder til, mens smittetallene steg og steg.

Jeg forstod, det kunne blive et problem.

Jeg var på en Uefa-kongres i Amsterdam. Jeg fløj dertil fra Luton, og der begyndte jeg at tænke lidt i flyet, at jeg måske skulle passe lidt på og holde mig for mig selv. Jeg kan huske, at der sad unge mennesker, der festede og drak øl.

Da jeg kom hjem, var jeg et par dage i København. Jeg kom til Norge 11. marts, og dagen efter blev landet lukket ned. Det var en underlig situation, hvor ingen forstod, hvor alvorligt det var.

Vi var i fuld gang med planlægningen af EM. Vi var i gang med at få vores scouting på plads i forhold til vores modstandere. Og jeg havde godt styr på Finland, Belgien og Rusland.

Arbejdet ville starte for alvor efter de to kampe mod Færøerne og England. Det gjorde vi også forud for VM i Rusland efter kampene i marts. Det var her, det intensive arbejde ville begynde frem mod slutrunden.

Jeg havde planlagt at tale EM-målsætning med spillerne, når vi skulle spille mod England på Wembley.

Der var lidt symbolik i, at vi skulle spille dér. For det var her, jeg meget gerne ville tilbage i en EM-semifinale. Mit budskab til spillerne ville have været, at det var det, vi måske skulle sigte efter.

Jeg har ikke haft mulighed for at sige farvel til nogen endnu på grund af pandemien. Jeg har talt med målmandstræner Lars Høgh, og så har jeg sms'et og mailet med Kasper Hjulmand. Det er de eneste fra DBU, jeg har været i kontakt med. Og så har jeg udvekslet beskeder med spillerne.

Men på et tidspunkt i livet skal jeg nok få mulighed for at træffe dem, jeg har arbejdet sammen med.

Det bliver fantastisk at se Danmark under dette EM, og jeg vil have, at de gør det så godt som muligt. Det er et hold, jeg har arbejdet med i fire år.

Jeg ønsker dem alt godt.