Royal Copenhagen-kopper i sarte toner. Kay Bojesen-aber med 25 procent afslag. Postkasserøde støbejernsgryder fra Le Creuset med fristende 3-i-1 tilbud.

Er der noget mere effektivt til at minde en om, at Mors Dag er lige rundt om hjørnet, end butikker, der forsøger at lukrere på folks kærlighed til deres mødre og andre moderfigurer? Nej.

Oprindeligt blev mors dag skabt i USA i 1800-tallet. Her skulle dagen også fungere som et symbol på fred.

Hvilket er ironisk, da man næppe finder et mindre fredfyldt menneske end en mor.

Kommer du til at vende din trøje på vrangen og have lukkede øjne på årets klassebillede, får hun næsten et ildebefindende.

Vækker man dem, vågner de med et sæt, som om de alle har ptsd fra en hemmelig krig, som kun mødre blev udstationeret til.

Og skal I på køreferie, skriger hun bare ved det mindste sving, som var hun blevet en ufrivillig del af en biljagt.

Det er bare få ud af mange personlighedstræk; det virker, som om de automatisk bliver tildelt, samtidig med at de sætter deres førstefødte i verden.

»Men vigtigst af alt svøber moderen dig ind i kærlighed. Om kærligheden så kommer til udtryk i pinligt lange kram, konstant bekymring for dine livsvalg eller råd, du ikke har bedt om, er forskelligt fra mor til mor.«

Men kærlighed, det er det. Og så er det lige meget, om det kommer fra ens mor, papmor, bedstemor, svigermor, tante, engelsklærer eller veninde. Moderkærlighed kan komme alle steder fra.

Så på vegne af alle os, der dagligt nyder godt af at blive smurt omhyggeligt ind i et tykt lag af jeres kærlighed, til jer moderfigurer derude: tak.

Tak for at lave vores livret, når vi kommer på besøg. Tak for at fortælle os, når vi opfører os direkte utiltalende.

Tak for at sige til os, at vi kan blive til lige akkurat det, vi ønsker her i livet, selvom vi godt ved, at vi klarer os grotesk under middel i samtlige ting. Tak for at give kram, der kan hele selv det mest sønderknuste hjerte.

Tak for at minde os om, hvad vi er værd, når vi selv glemmer det. Tak for at holde os ydmyge ved at sende os røvgrimme billeder af os selv, fra da vi gik gennem vores akavede præpubertære år.

Tak for at være vores anker i den stormflod af et liv, vi nogle gange føler, vi er midt i. Tak for at hive os ud af vores fortravlede hverdag og tvangsindlægge os til at slappe af, spise finsk lakrids og se Barnaby med jer.

Tak for at hellige os jeres kærlighed i en sådan grad, at vi ikke en eneste dag skal føle os uelsket. Og tak for, at vi får lov til at elske jer.

Men knap så meget tak for at tvinge os til at gå i Imerco efter ligegyldige indretningsartefakter denne ene gang om året. Det er helvedes forgård, og I har jo nok ildfaste fade, så hvad i alverden står jeg her egentlig for.

Andre læser også