Kan en langsom økonomisk kvælning, sociale sanktioner og en offensiv informationskrig virkelig være modsvaret fra verdens stærkeste forsvarsalliance mod et aggressivt Rusland, som bruger missiler og kampvogne? Svaret er: Det vil vise sig. Men ikke i tide til at redde Ukraine.
Russiske tropper er som en knibtang ved at klemme sammen om den ukrainske hovedstad, Kiev, og dermed klemme livet ud af en selvstændig stat, mens resten af Europa ser passivt til. Spørgsmålet er, om vi kunne have reddet Ukraine ved at optage dem i NATO, som de så gerne ville.
Lige nu forsøger vi at forsikre os selvom, at Rusland ikke ville angribe et NATO-land, for så ville Vestens vrede regne ned over Putin. Men vi ville ikke bruge optagelse af Ukraine i NATO som det missilskjold, der måske kunne have beskyttet dem. Vi turde ikke.
De baltiske lande kan måske nok trøste sig ved, at vi er forpligtede til at komme dem til undsætning, hvis Rusland angriber dem. Lige nu fortæller militære eksperter os, at det ville Rusland aldrig gøre, fordi det ville være et angreb på NATO.
Men det skurrer lidt i baghovedet på de fleste nu, at det ikke er længe, siden mange eksperter beroligede offentligheden med, at Rusland ingen interesse havde i at gå i regulær krig i Ukraine. Den krig i Europa er nu en realitet.
Men det er gruopvækkende at tænke på den gigantiske ubalance imellem de over 100.000 russiske tropper over for NATO, som flytter 800 amerikanske soldater fra Tyskland til de baltiske lande, ligesom andre NATO-lande stiller med ekstra fly, nødhjælp m.m.
Men ser man på den rå militære styrke omkring Ukraine, er det svært at få øje på, at NATO er den stærkeste forsvarsalliance i verden – også materielt.
Ikke mindst Ukraine har været skuffede over omfanget af de sanktioner, EU, USA og Storbritannien har varslet mod Rusland. På overfladen kan det da også ligne, at Vesten blot trækker i Ruslands lommepenge.
Ikke mindst, fordi det ser ud, som om Kina vil holde Rusland skadesløs – altså fylde lommepengekontoen op. Men det, der reelt er hensigten fra ikke mindst amerikanerne, er at kvæle russisk økonomi langsomt.
I et moderne samfund vil det naturligvis udgøre en skræmmende trussel. Men er Rusland et moderne nok samfund til, at økonomisk kvælning forekommer som en trussel værre end krig?
Og selvom situationerne ingen sammenligning tåler, spøger det i baghovedet, at det også var en del af strategien i Afghanistan, at man ville kvæle pengestrømmen til Taliban. Det lykkedes som bekendt aldrig helt.
Nu er der for anden gang i min levetid krig i Europa; noget, der forekom helt urealistisk, før det blev en realitet. Det er på tide, at Europas politikere får tørret blår ud af øjnene og tager Rusland alvorligt.
Putin har retfærdigvis varslet i utrolig god tid, hvad han havde i sinde at gøre. Og det viste sig at være et sølle forsvar at ryste på hovedet og tro på, at han ikke havde interesse i en krig.
NATO-alliancen er verdens stærkeste, men verdens eneste supermagt, USA, har rigeligt at se til andre steder i verden også. Det er på tide, at Europa påtager sig ansvaret for egen sikkerhed. Og det handler om langt mere end klimaomstilling, så man bliver uafhængig af russisk gas.
Det handler også om mere end truslen om økonomisk kvælning og den ørkesløse øvelse at sende signaler, som der de seneste dage har været talt nok om. Vi kommer ikke uden om et regulært militært forsvar.
Det er ikke noget forsvar at gentage for sig selv, at Putin er rablende vanvittig, og true med ikke at skrive en check. Det er tid til oprustning.
Ugens egen medicin
Krig skaber flygtningestrømme. Nu er der krig i Europa, hvilket betyder, at Danmark og Europa pludselig er nogens nærområde. Efter årtier, hvor danske politikere har talt om en indsats i nærområderne, er de nu selv blevet et. Og alle overvejelser om at asylbehandle i Afrika er foreløbig lukket ned.
Regeringen har nu indkaldt Folketingets partier til møde hos integrationsminister Mattias Tesfaye, som vil orientere om forberedelserne til en eventuel flygtningestrøm. Den første danske politiker, der brokker sig over det, får en Olfert!
Ugens upassende
LAs partiformand har været i festligt lag på Toga – en berømt bar i København for politiske kandestøbere. Her har han og vennerne sagt »sieg heil« som afslutningen på en gammel tysk sketch, der bestemt ikke glorificerede nazismen.
Det fik andre gæster til at konfrontere gruppen, som forklarede, undskyldte og stoppede med referencerne. Politiken bragte efterfølgende historien, og det blev i sig selv en historie om, hvorvidt det ragede offentligheden.
Og værtshuset uddelte et par udelukkelser på livstid til de to gæster, der havde talt med Politiken, for de vil ikke have gæster, der er »krænkelsesparate sladrehanke«.
En typisk SoMe-drevet kamp om, hvem der gjort det mest forkerte, selvom alle tydeligvis har været over en streg. Ingen af de implicerede parter bør tale om dannelse i den kommende tid.
Og tankevækkende, at det sker i en tid, hvor Putin har erklæret, at han er i gang med at afnazificere Ukraine.
Ugens exit
På dagen for Pia Kjærsgaards 75-års fødselsdagsreception valgte fire medlemmer af Dansk Folkepartis folketingsgruppe at forlade partiet og blive løsgængere. Snart fulgte endnu en.
Aviserne fyldtes med dommedagsprofetier om DFs fremtid, men det hører med til historien, at det var helt forventet, at en gruppe MFere ville forlade partiet efter valget af Morten Messerschmidt som formand.
En tiendedel af dem, der blev valgt til Folketinget ved valget i 2019, er efterhånden gået løsgængervejen. Kristian Thulesen Dahl føler sig befriet, men når tidligere formænd føler sig befriet for alle loyalitetsbånd, så padler det parti, vedkommende engang stod i spidsen for, på en flod af syre.
