Regeringsforhandlingerne snegler sig stilfærdigt af sted på Marienborg og i Statsministeriet, og den eneste, der ikke rigtig lider under det, er den kongelige undersøger, Mette Frederiksen.
Der er nu gået over en måned siden valget, og Danmark har stadig ikke en ny regering. Nuvel, vi forventede, at regeringsdannelsen ville tage tid, fordi vælgerne sammensatte et kompliceret folketing. I andre europæiske lande har regeringsdannelser da også taget betydeligt længere tid.
Tid er den nødvendige fremkaldervæske for, at den kommende regering kan åbenbare sig. Det tager tid at opbygge den nødvendige tillid. Kompromisser modnes over tid. Der skal være tid til at komme i dybden med de svære spørgsmål. Tid, tid, tid. Og den har vi åbenbart nok af.
Det bemærkelsesværdige er, at tiden tilsyneladende ikke slider på Mette Frederiksen. De adstadige forhandlinger har foreløbig affødt serier af kritiske analyser og debatter om andre partiers muligheder, herunder især Venstre, Moderaterne, De Radikale og SF. Altså præcis de partier, som den kongelige undersøger har brug for.
Så længe der ikke slipper noget ud fra forhandlingerne, vil offentligheden kaste sig over hypotetiske spørgsmål om, hvem der kan overleve hvilke indrømmelser og sammen med hvem ellers.
Det slider på dem, der forhandler med Mette Frederiksen. De sidder med bagdelen på en slibemaskine og lider i tavshed, for de prøver helt oprigtigt at holde forhandlingsrummet fortroligt, så man kan fremme chancerne for et godt resultat.
Imens har den fungerende statsminister tilsyneladende så god tid, at der stadig er alt for mange partier med i forhandlingerne. Det giver naturligvis mening for en kommende regering at danne sig et overblik over, hvilke dagsordner man kan samle flertal omkring – også selvom det flertal ikke nødvendigvis skal med i regeringen. Omvendt kunne Frederiksen flytte forhandlingerne fremad ved at vise udvalgte partier, at hun virkelig vil dem, ved at smide andre ud.
Det er for eksempel bemærkelsesværdigt, at Enhedslisten, som regeringen har haft et godt og fortroligt samarbejde med i hele sidste valgperiode, er ude, mens Liberal Alliance, som vel nærmest er det modsatte af Enhedslisten, stadig er inde. DF er stadig med. De Konservative er stadig med, selvom netop deres politik udgjorde hovedfjenden for Socialdemokratiet i valgkampen.
De partier, der ikke blot er med på de yderste forhandlingsmandater, men som reelt har en chance for at komme i regering, bliver lige nu slidte af den offentlige vejning af dem og deres motiver.
På et tidspunkt er Mette Frederiksen nødt til også at risikere noget. Det må snart være hendes tur til at sætte noget på spil. Det gør hun ved at samle en lille flok partier omkring et bord, hvor de ikke blot skal se hende i øjnene, men også hinanden.
Det kan kun ende godt, hvis partierne under hinanden succes. Det kræver gensidige forsikringer om, at man forstår og rummer hinandens forskelligheder, og den slags forsikringer kan ikke gå gennem en mellemmand.
Husk blot på VLAK-regeringens problemer med at sende den type beskeder gennem daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen. Der bliver både trukket moms fra og lagt moms til, når forsikringer går gennem en mellemmand. Det kan ingen være tjent med.
Det er næsten ikke til at fatte, at så mange partier gør det så nemt for Mette Frederiksen. Det er ikke blot et udtryk for, hvor dygtig hun er, men også et udtryk for, at partierne forhandler seriøst.
De ønsker et resultat. Ellers havde de lækket oplysninger fra forhandlingerne og udtalt sig meget mere bombastisk i offentligheden om ultimative krav og røde linjer. Faktisk vil de det så meget, at de ikke engang presser Mette Frederiksen til at udnytte tiden mere effektivt. Og imens kan vi andre blot synge med på 'uret tikker, hjertet banker, hele verden fra forstanden'.
Ugens kovending
Der gik seks dage fra Lars Løkke Rasmussen i sidste uge advarede imod en SV-regering, til han i denne uge erklærede sig klar til at være støtteparti for en SV-regering.
Først var der en fare for, at en SV-regering ville blive for uambitiøs. Ugen efter var det 'væg-til-væg'-regeringen (altså en bred flertalsregering), der så for uambitiøs ud.
Naturligvis er der det gennemgående træk, at det for Moderaterne handler om ambitionsniveauet: Store reformer er bedre end små, men man kan ikke helt befri sig for den tanke, at Løkke har flyttet målet for at vinde kampen.
Den brede analyse på Christiansborg er nemlig lige nu, at forhandlingerne om en ny regering næppe kommer til at føre Moderaterne i regering. Så kan man lige så godt begynde at positionere sig som støtteparti.
Det, man i virkeligheden skal bide mærke i, er, at han overhovedet stiller op til interview med Lippert på News. Det er nemlig sådan med regeringsforhandlinger, at jo tættere man er på forhandlingsbordet, jo mindre har man at sige i offentligheden.
Ugens hykleri
Frihedsbrevet har afdækket, at Alternativets klimaordfører, Theresa Scavenius, har fløjet 24 gange siden 2017 – ofte på ruten København- Aalborg, da hun har arbejdet som lektor i klimapolitik ved Aalborg Universitet.
Det fik så Politiken til at mene, at hun skulle skamme sig, og det hele står lige nu som en stor diskussion om personlig moral og personligt ansvar over for jagten på ambitiøse politiske beslutninger.
Det har affødt en række overraskende udtalelser fra Scavenius, som blandt andet siger, at »vi har ikke et moralsk ansvar. Men vi har mulighed for at bidrage lidt« og »klimaindsatsen har i øvrigt slet ikke brug for individuel adfærdsregulering, men for politiske løsninger«.
Så alle de danskere, der har indført kødfrie dage, som Alternativet har foreslået, kan godt smide bøffen på grillen igen, hvis de husker at forlange ambitiøse grønne beslutninger fra politikerne. Moral har altid været det nemmeste at have med at gøre, når det var en byrde, man pålægger andre end sig selv.
Ugens familiedrama
Dag for dag kan man følge Meld- og Feld-sagen mod Morten Messerschmidt, hvor fremtrædende nuværende og tidligere dansk folkepartister vidner på stribe. Det er på mange måder som at få naboens beskidte vasketøj i julekalenderen styk for styk: interessant, men også mere end man havde lyst til at vide.
Til dem, der tidligere har ment, at det hele handlede om streng jura, og at det var uden betydning, at sagen i førte omgang kørte midt i en drabelig intern magtkamp og nu kører på et tidspunkt, hvor magtkampen er afgjort, må man blot henlede opmærksomheden på, hvor meget nyt, der er kommet frem i denne omgang.
DFerne (nuværende og tidligere) har tilsyneladende stået på hovedet i flyttekasser, skrivebordsskuffer og egen hukommelse. Det har affødt både lydfiler, mail og bedre hukommelse. Tilfældigt? Næppe.
