Aldrig har der været flere partier i blå blok, der er præget af et hidtil uset opbrud. Alligevel står blå blok i øjeblikkets meningsmålinger til at kunne vinde et folketingsvalg. Om det lykkes for dem, afhænger bl.a. af disciplin og storsind. Noget, der ikke i blå bloks seneste regeringsperiode var adelsmærker for samarbejdet.
Samarbejdet i VLAK-regeringstiden var på lange stræk håbløst. Nuvel, et par nøglefigurer fra dengang har forladt dansk politik, men de, der har kæmpet mest indædt med hinanden – ikke mindst i Venstre – i denne valgperiode, er stadig topfigurer i blå blok. Nogle af dem blot i andre og nystartede partier. Og personer og relationer betyder stadig noget i politik.
Kan disse mennesker virkelig lægge alle stridigheder bag sig og fokusere på det, de er enige om?
Det er det springende spørgsmål for en blå blok, som nu består af henholdsvis syv eller otte partier, afhængig af, om man tæller Moderaterne med i blå blok eller ej. Og som i denne uge fik endnu en statsministerkandidat.
Den konservative formand meldte sig endelig på banen som statsministerkandidat, og ganske som flere partiers interne målinger længe har peget på, slog nu offentliggjorte målinger fast, at han er de blå vælgeres foretrukne statsministerkandidat.
Og det selvom han præsenterer politik, som er så borgerlig, at andre i blokken må sørge for at tiltrække midtervælgere. Hvis da ikke lige formandens sympatiske udstråling er nok i sig selv.
Midten er i forvejen et udvasket begreb, hvor Sofie Carsten Nielsen og Lars Løkke Rasmussen som Fy og Bi kæmper mod blokpolitikken. Mens statsministeren og Inger Støjberg mødes i en nordjysk omgang 'rumble in the jungle' om de vælgere, der ser ud til at kunne flytte magten.
Aktuelt har statsminister Mette Frederiksen godt nok sit at slås med, men som igennem hele valgperioden har hun ellers fremstået mere end stærk – tæt på uovervindelig.
Man må trods alt formode, at der ikke skal alverden til at minde vælgerne om, hvorfor de har været så tilfredse med hende i så lang tid. Den største fare for blå blok er, at de bliver så optaget af sig selv, at de glemmer hende.
Der bliver talt meget om kaos i blå blok, men det kan være en stor fordel for en blok at have forskellig politik og profiler. Man kan se det som et spil Trivial Pursuit, hvor man kan putte én blå brik i 'osten' og appellere klart og tydeligt til alle, der elsker geografi. Eller man kan putte en blå, en grøn, en gul, en brun og en orange i og appellere til mange flere og meget forskellige interesser.
Det er tydeligt for enhver, at blå blok i høj grad kommer til at kæmpe om mange af de samme vælgere. Det kan ende med kannibalisering og grovkornede interne angreb for slet ikke at tale om, at kampen om marginalerne kan blive så indædt, at det vil friste svage sjæle til at stille ultimative krav, som kan gøre et fremtidigt samarbejde umuligt.
Meget kommer til at afhænge af, om en blå blok, der er i gang med fjendtlige overtagelser af hinandens vælgere, alligevel evner at udvise storsind over for hinanden.
Hvis de kan unde hinanden plads og succes, kan de blive som brikker, der supplerer hinanden. Men det kræver disciplin. Der vil opstå mange muligheder for at losse hinanden over skinnebenet, men hvis de vil opnå muligheden for at danne en regering, skal de lade være.
Mon ikke det også er vælgernes lakmusprøve på, om de overhovedet ønsker sig en blå regering – eller om de blot med deres svar i meningsmålingerne lige nu i virkeligheden prøver at fortælle en ellers stræk statsminister, at det ville klæde hende med lidt ydmyghed. Det samme gælder sådan set alle de mange partier i blå blok.
Ugens krigserklæring
Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, De Radikale og Danmarksdemokraterne har erklæret sig parate til at tage en udvalgsrejse til Taiwan efter valget.
Det sker efter Nancy Pelosis besøg, som har fået Kina til at gennemføre store militærøvelser omkring øen. Nogle har endda spekuleret i, om den nuværende øvelse kan føre til en invasion nu, hvor verdenssamfundet dels er optaget af krigen i Ukraine, men også derigennem har bevist, at når et land ikke er medlem af bestemte organisationer, som f.eks. NATO, så står de i en yderst sårbar situation. Taiwan står endnu mere udsat, end Ukraine gjorde før krigen.
Der er kun en ting at sige, nemlig, at hvis man leder efter det rette øjeblik til en lille håndsrækning til det trængte Taiwan, så er øjeblikket kommet. Og det kan hurtigt forsvinde for altid.
Ugens deltid
Fredag foreslog Venstre fra sit sommergruppemøde at give offentligt ansatte ret til fuldtid. Undersøgelser peger på, at hver femte af de omkring 150.000 medarbejdere, der er på deltid i den offentlige sektor, gerne vil på fuld tid.
Det er et fint tiltag, som også fagbevægelsen tager godt imod, men måske skulle man lige holde en pause ved, hvorfor resten af de deltidsansatte IKKE ønsker at komme på fuld tid.
Er det, fordi den eneste måde, man kan holde til at passe sit job, er at gå på deltid? Er det, fordi deltidslønnen er så attraktiv, at man hellere vil have mere fritid end mere på sin lønseddel? Eller er der helt andre forklaringer på spil?
Der er ikke noget galt med at løse problemet for den femtedel, der gerne vil på fuld tid med det samme. Men med udsigt til massiv mangel på arbejdskraft både i den private og offentlige sektor er det kun en femtedel af løsningen.
Ugens kønsskifte
Regeringen foreslår nu, at man skal give ret til juridisk kønsskifte helt ned til 0 år (i dag er den 18 år) – dog med forældrenes accept, indtil barnet er fyldt 15 år.
Det vil i givet fald gøre Danmarks lovgivning på området til en af de mest liberale i Europa. Et juridisk kønsskifte giver blot en person ret til at skifte køn i cpr-registret.
Kønsskifte er et voldsomt svært spørgsmål at forholde sig til i forvejen, medmindre man har haft det tæt inde på livet – og selv der er det svært. Men at tale om noget så drastisk som et kønsskifte så tidligt, at barnet end ikke kan ytre sig om emnet, gør det helt umuligt at forholde sig til for de fleste.
Etisk Råd har da også diskuteret spørgsmålet og nåede frem til en aldersgrænse på 10-12-årsalderen. Det bygger bl.a. på en vurdering af, hvornår man begynder at kunne gennemskue konsekvenser.
Det samme kunne man også gøre politisk. Lav en gradvis sænkning af aldersgrænsen, følg udviklingen tæt og tag spørgsmålet op løbende. Politisk skal man også kunne gennemskue konsekvenser.
