Den første tirsdag i oktober åbnede Folketinget som altid, men debatten kom efterfølgende til at handle om en demonstrants chikane af Sikandar Siddique og hans forældre.

Torsdag gennemførte Folketinget den traditionsrige maratondebat, men meget kom til at handle om Pernille Skippers baby. Hvad er det dog, der foregår i det danske demokrati?

Hvorfor ender selv debatter, der burde handle om de store linjer, de store løsninger, de store visioner og de store skillelinjer, med at handle tilsyneladende små ting?

Det korte svar er: at de to eksempler fra denne uge netop ikke er små ting, men uenigheder om store grundlæggende spørgsmål i en tid, der handler om værdier, antagelser og tro. Og hvor vi ovenikøbet er i gang med at genforhandle vores samværskontrakt.

Én konklusion fra Thomas Wittenberg på Twitter oven på torsdagens debat blev: »Vildt nok, at Danmarks største børnehave sender nogen uden for døren for rent faktisk at være et barn.«

Andre skriver, at det slet ikke handler om babyer, men om endnu en måde at udøve kontrol over kvinder. Ligesom nogle skriver, at de ikke vil dømmes af en dommer med et barn på armen. Frustrationen er tydelig i alle retninger.

Samtidig er vi udfordret af historisk mange partier og løsgængere. Det resulterer i, at partierne kæmper om marginalerne. Ingen partier har 'råd' til at indgå store svære aftaler, hvor man godt ved, at man mister et par procenter af sine stemmer, men til gengæld gør det rigtige for Danmark. Dertil er den indbyrdes kamp mellem partier, der ligner hinanden meget, simpelthen for stor.

Og for partierne er det til gengæld en nem løsning at kaste sig ind i nogle af disse værdipolitiske slagsmål for at vise vælgerne, hvad de er for nogle. 'Vi er sådan nogle, der godt kan rumme et spædbarn til et møde,' over for 'vi er sådan nogle, der holder på formerne og tager Folketingssalen meget alvorligt'.

Vi lever i en uendeligt kompliceret verden, hvor det kan være svært at afæske politikere konkrete svar på konkrete problemer. Mange borgere føler sig ikke set, hørt og forstået.

Vi er derfor ofte overladt til at forsøge at danne os et indtryk af, hvad politikerne er for nogle mennesker, ud fra en tro på, at fornuftige og ordentlige mennesker træffer fornuftige og ordentlige beslutninger – også selvom vi ikke helt forstår de finere detaljer. Det kommer derfor til at handle om identitet og karakter. Hvem er vi, og hvem er de.

Den enkeltes sandhed er den enkeltes sandhed, mens den fælles sandhed naturligvis er til konstant forhandling i det offentlige rum. Findes der eller findes der for eksempel ikke racisme i Danmark?

Er der kun to biologiske køn, eller er der et spektrum, man kan placere sig inden for? Ændrer den vægt, man vejer kvinder på, sig hele tiden, eller vejer den kvinder som mænd på samme skala?

Det er jo ikke småting. Men det er anstrengende debatter at tage, fordi det er umådeligt svært at blive enige. Vi har ikke engang et fælles sprog for de ting, vi taler om.

Og i mellemtiden kører lovgivningsmaskinen afsted med store brede forlig, hvor de enkelte politikere og partiers grundlæggende værdier forsvinder i kompleksitet og studehandler.

Derfor taler vi hele tiden om babyer i Folketingssalen. Fordi politikerne kan adskille sig fra hinanden i de debatter, fordi vi kan se forskel på dem i de debatter, og fordi det er debatter, som handler om noget, vi fra hvert vores ofte polariserede standpunkt er enige om er vigtigt.

Men de fleste af os kunne nok godt tænke sig, at politikerne i stedet for stillede sig et grundlæggende spørgsmål: Er et samfund, der er så kompliceret, at vi ikke kan forstå det, egentlig et retfærdigt samfund? Og skulle vi prøve at gøre noget ved det?


Foto: DELIL SOULEIMAN
Vis mere

Ugens hjemtagning

Endnu et af de værdipolitiske slagsmål folder sig ud i forhold til de kvinder og børn, der nu er hentet hjem fra flygtningelejre. Er de 'IS-kvinder' og 'landsforrædere', eller er de danske statsborgere, som vi ganske enkelt har et ansvar for – også når de har gjort noget dumt og forkert?

Knap var deres fødder landet på dansk jord, før den politiske kamp satte ind igen. Skal der flere hjem? Kan de dømmes? Skal de skilles fra børnene? Hvordan holder vi øje med dem i fremtiden?

Vi har alle en holdning til det og vil flittigt diskutere det i de kommende uger, måneder og år.

Enhedslistens Mai Villadsen
Enhedslistens Mai Villadsen Foto: Philip Davali
Vis mere

Ugens pelsning

Granskningskommissionen er i gang. Denne nyskabelse i Folketinget, hvor man selv vil granske frem for at sætte en kommission til at tygge hele miseren igennem for politikerne og komme med en klar anbefaling. Det har længe været tydeligt, at det bliver et betændt politisk slagsmål forklædt som jura.

Ved torsdagens debat forsøgte Venstre-politikere, der virker fast besluttede på at nå frem til en rigsretssag mod statsministeren, at afæske Enhedslistens Mai Villadsen er klart svar på, om hun kan se en rigsretssag for sig, hvis kommissionen afdækker, at der er sket et klart brud på Grundloven.

Svaret var lige så afslørende som spørgsmålene. Villadsen skal nemlig kunne se, at Grundloven er brudt med forsæt/vilje/overlæg, for overhovedet at overveje en rigsretssag.

Polens premierminister, Mateusz Morawiecki, og formand for EU-kommissionen, Ursula von der Leyen
Polens premierminister, Mateusz Morawiecki, og formand for EU-kommissionen, Ursula von der Leyen Foto: PASCAL ROSSIGNOL
Vis mere

Ugens EU-udfordring

Polen sætter spørgsmålstegn ved de grundlæggende spilleregler i EU med en opsigtsvækkende dom ved deres forfatningsdomstol, der konkluderer, at polsk lovgivning står over EU-lovgivning. Det er Bruxelles mildt sagt uenige i.

Dermed står EU-systemet med en kæmpe nød, der skal knækkes. Der er ikke nogen i EU, der er friske på at smide Polen ud. Den polske befolkning er heller ikke specielt interesserede i det.

Men politisk er der point at hente på at udfordre EU-systemet maksimalt. Det er her, kansler Merkel plejer at bryde ind med den lavpraktiske løsning at hive Tysklands tegnebog frem. Mon den næste kansler gør det samme?