Vi nærmer os afslutningen på en lang valgkamp, hvor dagsordnerne har haft svært ved at bide sig fast, og kriserne har svært ved at finde deres plads i køen. Derfor vil det også for mange vælgere være lidt uklart, hvad der egentligt er på spil.
Ved indgang til valget var det krig, energiforsyning og inflation. Der var nok at være bekymret og bange for. I den midterste fase af valget overtog de klassiske velfærdsspørgsmål som sundhed og ældre dagsordenen – denne gang på en decideret brændende platform.
Igen var der noget at være bange for. Og her hen mod slutningen er det løn, pension og arbejdsforhold, der har fået fat. Spørgsmål, der alle relaterer sig til den helt grundlæggende frygt: Hvordan skal vi komme igennem alle de her kriser?
Der er såmænd ganske betydelige forskelle på partierne på alle de nævnte områder, men der har været en forbavsende mangel på infight imellem dem.
Den positive udlægning af det er, at politikerne har anstrengt sig for at opføre sig ordentligt og primært tale om egen politik frem for at angribe modparten. Den negative udlægning er, at de alle sammen har været bange.
Politikere kan blive bange for rent faktisk at mene noget. Bange for at fremstå usympatiske, hvis de tager en reel armlægning med en modstander. Bange for at tale om, hvor store problemerne er på forskellige områder, fordi de ikke ved, om de kan levere løsningerne.
Bange for, om de har styrken eller momentum nok til ikke at blive misforstået, skarpvinklet eller gjort til grin. I politik er det nemt at nå frem til den konklusion, at det nok er bedst at lade være.
Måske er det netop derfor, at de partier, der forholder sig meget direkte til frygt, er kommet godt igennem valgkampen. Heriblandt Socialdemokratiet, som lover at få Danmark »trygt igennem usikre tider«, Liberal Alliance, der opmuntrer vælgerne med et »du kan godt«, og Moderaterne, der lover »forandring fra midten«.
Der er dog ingen tvivl om, hvilket parti, der har udgjort motoren i valgkampen, nemlig Socialdemokratiet, der på sin vis har arbejdet med frygt hele valgkampen.
Allerede i valgkampens første uge fik de manet deres værste frygt for at blive dømt hårdt på en beskyldning om magtfuldkommenhed i jorden. Statsministeren hyldede folkestyret gennem personlige historier om tre koryfæer i dansk politik, hun gik til valg på en bred regering, og hun erkendte fejl.
Sideløbende fik de (godt hjulpet af flere blå partier) afmonteret den konservative økonomiske politik, mens medierne afmonterede formandens popularitet.
Fokus flyttede til Jakob Ellemann, som havde en mulighed for at stikke af fra det blå felt med nyfundne gode ben, men det var måske netop frygten for at blive skudt hårdt ned af alle de andre blå partier, der afholdt ham fra at gøre det. Og i stedet fik han solen i øjnene og mistede grebet.
Nu virker de blå partiers strategi mere drevet af frygt for at miste vælgere til hinanden end håbet om at trække nogle nye til sig. Bemærk for eksempel den indædte kamp om at sikre sig landbrugsstemmerne.
I denne uge har Socialdemokratiet så drejet 'Saurons øje' mod Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen, som pludseligt bliver konfronteret hårdt med sig egen politik. Der er nemlig det med 'forandring', at den ofte kan være skræmmende for vælgerne.
Frygt i mange forskellige afskygninger har altid været en faktor i politik – og den smitter. Håb er faktisk lige så stærk en drivkraft i politik, men det er svært at aktivere i en tid, hvor alle danskere har noget at frygte.
Frygt er dog ikke altid et godt grundlag at træffe beslutninger på. Så måske bør man spørge sig selv: Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange?
Ugens løn
Så kom Socialdemokratiets længe ventede lønudspil.
Der er stadig ikke nogen præcis adresse på, hvem der skal have hvor meget mere i løn, men der er en række principper, som trods alt peger ret klart på bestemte grupper på det offentlige arbejdsmarked, hvor der er problemer med at skaffe og fastholde medarbejdere.
Forslaget er et digebrud i forhold til den danske model, men hvor Socialdemokratiet arbejder hårdt på ikke at blive mere konkrete, for det skal overlades til arbejdsmarkedets parter.
Spørgsmålet er, hvordan det påvirker vælgerne? Der vil utvivlsomt være vælgere, der tager godt imod udsigten til en lønstigning, også selvom den er mindre end de håbede og først fuldt indfaset i 2030, mens andre vil se det som populistisk valgflæsk.
Sidstnævnte havde nok alligevel ikke tænkt sig at stemme på Socialdemokratiet. En ting er sikkert: Det er en bombe i valgkampen.
Ugens pension
Langt inde i Moderaternes principprogram står et ønske om – langt ude i fremtiden – at omlægge folkepensionen fra en social ydelse betalt over skatten til en opsparing, som den enkelte dansker skal betale ind til gennem arbejdslivet. Og hvor staten efter Moderaternes plan skal give et tilskud til dem, der står uden for arbejdsmarkedet.
Da forslaget pludselig blev en del af valgkampens slutspurt, udfoldede det nye parti sig store anstrengelser for at gøre opmærksom på, at det var en skræmmekampagne iværksat af S-spindoktorer. Ethvert parti skal dog kunne stå på mål for deres egen politik.
Spørgsmålet er, hvordan det påvirker vælgerne? Man må formode, at en del vælgere er strømmet til Moderaterne for at få store reformer. De regner nok alligevel ikke med, at folkepensionen er en ydelse for alle i fremtiden.
Men Moderaterne har tydeligvis også trukket en del af de tryghedssøgende vælgere. De kan meget vel blive skræmte af disse pensionsovervejelser.
Ugens gysere
Mange partier og kandidater ser frem mod en nervepirrende uge. For de små partier, vil den store spænding være afklaret på valgaftenen. Fire partier skeler lige nu nervøst til spærregrænsen: KD, Frie Grønne, Alternativet og Dansk Folkeparti.
Men i andre partiers folketingsgrupper handler det om, hvem der ikke kommer ind. Senest peger en prognose på, at det er usikkert, om den radikale formand, Sofie Carsten Nielsen, kommer ind.
Og i Venstres folketingsgruppe er det tæt på hver anden stol i gruppeværelset, der vil stå tom efter valget. Det svar falder først dagen efter valget, når de personlige stemmer er talt op.
Men den store gyser for vælgerne er: Hvad sker der efter valget?
