Man kan nærmest ikke give en politiker en let rystetur, før de henviser til anekdotiske vidnesbyrd fra såkaldt “almindelige danskere”. Pyt med eksperter, erfaringer fra udlandet, statistikker og solid viden. Når en politiker har en oplevelse af, hvad almindelige mennesker mener, er det nok. Problemet er, at vi slet ikke taler om almindelige menneskers mest presserende behov.
Lige nu taler vi om, hvorvidt en skandale er en skandale, om småpigers beklædning, om man kan færdes trygt på alle gader i København, og om Simon Spies. Det er vigtige emner, ingen tvivl om det.
Men hvis man lige nu og her vil afhjælpe almindelige menneskers presserende problemer, så handler det om økonomi og om, hvordan de skal få råd til at komme igennem vinteren.
Og vi taler slet ikke om, at den grønne omstilling simpelthen er blevet for dyr. Ikke for samfundet, men for de eftertragtede helt almindelige mennesker, hvis økonomi i forvejen er presset til bristepunktet af stigende inflation – nu også af voldsomt stigende elpriser. Det er nok ikke lige nu, de skifter til en elbil.
Det er underligt, at politikerne ikke konkurrerer på forslag om 100 procent fradrag eller høje tilskud til installation af solceller, opsætning af husstandsvindmøller, nye vinduer og alt andet, der kan give lidt varme i den kolde vinter foran os.
Der er heller ikke rigtigt nogen, der taler om udbredelse af brintbiler. Næh, vi skal alle sammen cykle mere. Okay, men hvis man nu har 30-45 minutter i bil til sit arbejde (som mange i provinsen har), så er cyklen ikke noget realistisk alternativ i en kold dansk vinter.
Og hvorfor taler politikerne så ikke om det? De er forblændede af at hjælpe de fattigste og svageste med varmecheck, som ikke lander i den rigtige indbakke. Og selvfølgelig skal man hjælpe dem, som står i den sværeste situation mest.
Men igen, hvor er middelklassen? Hvor er alle de helt almindelige danskere, der konstant bliver talt om? Skaffedyrene? Småborgerne? Arbejderbierne i samfundet?
Sandheden er, at i den politiske samtale har vi afskaffet middelklassen. Der findes fattige, som skal hjælpes, rige, som skal skamme sig og betale noget mere, og så findes der Produktionsdanmark. De knokler, fortæller ikke mindst regeringspartiet os. Middelklassen er væk.
Og det gælder i de fleste sammenhænge. Tag blot det faktum, at hver gang vi får en ny udligningsreform, så findes der næsten kun rige kommuner, som skal betale og fattige kommuner, som skal modtage.
Når politikerne går i gang, kan de kun få øje på 4-5 kommuner, som er så meget middelklasse, at de bare skal passe sig selv. Det burde jo være størstedelen af kommunerne.
Det samme rammer nu begrebet “det almindelige menneske”, som drømmer om en Spies-rejse med familien, om at næste generation bliver bedre uddannede end dem selv, som håber på et godt helbred og i mangel af det, et godt sundhedsvæsen, og en værdig alderdom og ja, som også har en mening om tørklæder.
Men lige nu og her er de bange for, om de kan betale regningerne i december. Og de er hverken rige eller fattige. De er en del af den glemte middelklasse, som var i gang med at skifte til elbil, eller i hvert fald hybrid, men som nu er blevet i tvivl. Og lige om lidt geninstallerer de brændeovnen og begynder at købe udpinte kyllinger til aftensmad.
Politikere skal altid have øje for, at det presserende ikke må skygge for det vigtige. Bortset fra, når det presserende smelter sammen med det vigtige. Og det gør det lige nu. Og det er ikke kun de mest trængte, der har brug for nogle politiske svar!
Ugens beklædning
I denne uge spillede “Kommissionen for den glemte kvindekamp” ud med et forslag om, at der skal være et forbud mod tørklæder i den danske skole – om nødvendigt alle religiøse symboler. Intentionen er ren og god: At modvirke social kontrol. Spørgsmålet er bare, om det er løsningen på det problem?
Det er 18 år, siden man indførte tørklædeforbud i Frankrig, og der er ikke meget, der tyder på, at det har virket efter hensigten. Faktisk ser det ud til, at andre former for beklædning med religiøs tilknytning er blevet mere udbredt.
Man skal naturligvis ikke beskylde politikere med hjertet på det rette sted for at være kyniske, men det er alligevel påfaldende, at vi skal tale om emnet netop nu, kl. fem minutter i valg.
Ugens Støjberg
Hun er bare interessant i dansk politik, selvom hun har anlagt en noget mere afdæmpet stil end tidligere. Hun kan nemlig trække vælgere hen over midten, og i denne uge kunne Epinion sætte tal på i en undersøgelse lavet for DR og Altinget.
Den tyder på, at lidt over ti procent af tilslutningen til Danmarksdemokraterne ved sidste valg stemte på Socialdemokratiet. Kan hun holde fast i dem, vil det være afgørende. Men for Socialdemokratiet udgør netop de ti procent så også en meget klart defineret skydeskive for, hvor man helst vil ramme i valgkampen. Er du en af de vælgere, så forvent massiv opmærksomhed!
Det hører med til historien, at Støjberg trækker langt over 60 procent af tilslutningen fra to partier på egen blok: DF og V. Faktisk er hun i nogle målinger næsten på størrelse med sit gamle parti Venstre, hvilket bekræfter den gamle sang om, at det er bedre at have folk inde i teltet, der pisser ud – end uden for teltet, hvor de kan pisse ind i det.
Ugens radikale
Der samler sig naturligt nok en del opmærksomhed omkring De Radikale, som jo har truet med at vælte regeringen 6. oktober. Meget har ændret sig i dansk politik, siden den radikale melding kom før sommer, men den er blevet genbekræftet og forstærket efter sommerferien, så man må tage den for gode varer.
Til gengæld kræver det en lidt kryptisk hjerne at følge logikken i, at De Radikale fortsat ser ud til at ville pege på Mette Frederiksen ved et valg. I denne uge har Sofie Carsten Nielsen så åbnet døren en lille bitte smule på klem for at pege på en blå statsminister. Med alle mulige forbehold, naturligvis.
Hun var til gengæld helt klar i spyttet i forhold til, at hun ikke kan støtte en regering med Inger Støjberg som minister. Det vidste hendes egne vælgere godt, men Inger Støjberg må have tænkt: Tak for det boost.
