Den dramatiske udvikling i Afghanistan har præget denne uge og kommer til at trække smertelige spor langt ind i fremtiden.
Måske også for danske ministre.
Og det hele bygger på ekstreme fejllæsninger både af situationen på afghansk jord og af den politiske jord i Danmark.
Der er en form for borgfred lige nu. Man kæmper med at få danskere og afghanere, der har bistået Danmark, ud af landet før deadline, 31. august, hvorefter USA endegyldigt slipper ansvaret.
Det er dog stadig værd at huske på, at der kun er tale om mennesker, der har bistået Danmark inden for de sidste to år. Resten er overladt til skæbnen og Taliban.
Så længe den indsats står på, er der ingen, der for alvor vil starte kalkunjagten på en dansk minister. Men jagten er varslet. Både mod forsvarsminister Trine Bramsen og mod udenrigsminister Jeppe Kofod.
Lige nu skal vreden og frustrationen rettes et sted hen. Og ministre, der tager selfies på Ærø eller ved en koncert i Den Fynske Landsby sammen med statsministeren frem for at følge situationen tæt fra ministeriet, er lette at sætte en skydeskive på ryggen af. Ligesom det selvsagt er svært at være udenrigsminister, når det kommer frem, at flere partier gennem sommeren – forgæves – har presset på for en evakueringsplan.
Selv Enhedslistens udenrigsordfører, Eva Flyvholm, konkluderer derfor, at »det er en alvorlig sag for regeringen«, og »når det er slut, kommer der et efterspil«.
Det er ikke den danske regerings skyld, at amerikanerne hovedkuls forlader Afghanistan. I den situation er der ikke andet at gøre end at følge med.
Men tilbagetrækningen har været annonceret meget længe. Og i hvert fald har man, siden den tidligere amerikanske præsident Trump indgik en fredsaftale med Taliban, vidst, hvad klokken var slået.
Man har med andre ord haft rigelig tid til at forberede den danske tilbagetrækning og evakuering – uanset om man har haft efterretninger, der pegede på en hurtig magtovertagelse fra Taliban eller ej.
Man kan kun spekulere over, hvorfor det ikke er sket tidligere. Mon ikke regeringen har gjort sig skyldig i en komplet fejllæsning af den politiske jord i Danmark. De har – som sædvanlig – været bange for udlændingepolitikken. Eller rettere: De har været stålsatte på, at man ikke skulle kunne komme efter dem med beskyldninger om at have åbnet nogen port.
Og flere af Folketingets partier gør sig skyldige i det samme. Ellers ville evakueringsaftalen have strakt sig længere tilbage end to år.
Man har enten overvurderet betydningen af udlændingepolitik eller undervurderet danskerne. Danskerne har gennem 20 år bakket op om indsatsen i Afghanistan. Det er et ansvar, de har taget på sig, vel vidende, at det har kostet danske menneskeliv og i øvrigt var en voldsomt svær opgave at løse. Men de bakkede op.
Det er lidt afstumpet at forestille sig, at de samme danskere pludselig skulle anse nogle hundrede afghanere, der har hjulpet med den indsats, for bekvemmelighedsflygtninge.
Det er både politisk, taktisk og menneskeligt en fejllæsning at tro, at evakueringen af afghanere, der har hjulpet Danmark, kan ses som udlændingepolitik. Det er værdipolitik udført ubegavet.
Den begavede tilgang havde været at sige: Uanset om man var for eller imod krigen, så har vi nu en moralsk forpligtelse til at hjælpe de mænd og kvinder, der stod ved vores side!
Ugens exit 1:
Naser Khader har meldt sig ud af De Konservative, sekundet før han blev smidt ud. Han erklærer sig stadig uskyldig, men den konservative formand efterlod ikke ingen tvivl om, at advokatundersøgelsen var klokkeklar i sin vurdering. I det hele taget har Søren Pape Poulsen udvist sikker ledelse i sagen. Han har fundet en vej frem, hvor han hverken selv bliver part i sagen eller holder den så meget ude på armslængde, at det ser ud som ligegyldighed. Godt klaret!
Ugens exit 2:
Simon Emil Ammitzbøll-Bille forlader dansk politik efter næste valg. Han er i dag løsgænger, men ved sidste valg stod han på listen for Liberal Alliance. Derfor er der også dem, der mener, at han skal levere sit mandat tilbage til det lille parti med kun tre MFere. Det er de færreste politikere, der kan blive valgt helt alene. De trækker på partierne, både gennem midler, kampagner, brand og gennemslagskraft – og gennem listestemmer. Men grundloven er til gengæld også helt tydelig: MFere må gøre, som de vil. Så er det op til vælgerne at huske deres navne, hvis der er et regnskab, der skal gøres op. Og lige nu har vi et Folketing med ufattelig mange partier og løsgængere, så tag noter!
Ugens exit 3:
Tidligere kulturminister Joy Mogensen har kastet håndklædet i ringen og forladt sin ministerpost. Man kan kun have meget stor menneskelig sympati med Joy Mogensen, som i sin ministertid også måtte gennemleve en stor personlig tragedie, da hun mistede sin datter. Må hun finde lykke og lyse nætter herfra! Det ændrer dog ikke på, at kulturen har været forsømt i hendes ministertid, og der forestår et stort arbejde for den nye kulturminister, som meget hurtigt kan komme til at sætte fødderne forkert. Men det skal hun blæse på, for kulturen dør i den kvælende konsensus, som området ofte er svøbt i. Så giv fuld gas, Ane Halsboe-Jørgensen!
