Ruslands invasion af Ukraine er især blevet legitimeret af Vladimir Putin med én specifik sætning.

»Formålet er at forsvare mennesker, der gennem otte år er blevet forfulgt og udsat for et folkemord af regimet i Kyiv. Det er derfor, vi vil afmilitarisere og afnazificere Ukraine og stille dem for en domstol, der har udført blodige forbrydelser mod civile, herunder borgere i Den Russiske Føderation,« lød det fra Vladimir Putin, inden invasionen blev sat i gang.

Og netop Putins argument om afnazificering blev der taget hul på, da B.T. Live havde ukraineren Yaroslav Portnoy med i studiet. For er der egentlig nazister i Ukraine, og udgør de en trussel?

»Ifølge Putin så er hele Kyiv og regeringstoppen neonazister, der forsøger at slå russisktalende folk ihjel. Det giver slet ikke mening. For halvdelen af Kyivs befolkning taler det russiske sprog,« siger Yaroslav Portnoy, da han kommenterer på Putins argument for invasion.

Yaroslav Portnoy er ukrainer bosiddende i Danmark. Siden invasionen startede, har han hjulpet B.T. med tolkning, research og kontakt til kilder i Ukraine.

Men Yaroslav Portnoy oplever ikke, at nazisme er et større problem i Ukraine.

»Når jeg er i Kyiv og går ind i en butik, så taler jeg ukrainsk til en butiksassistent, som både taler ukrainsk og russisk. Så svarer jeg på russisk, køber mine ting og går. Det fungerer skide godt. Det er klassisk Putin kun at tage 20 procent af sandheden,« siger Yaroslav Portnoy.

Men hvad Putin måske har ment, da han talte om afnazificering, kan have noget at gøre med, at der i Ukraine er en gruppe, som hedder Azov., som befinder sig i det østlige Ukraine i Donetsk, Luhansk og byen Mariupol. De er en del af de ukrainske væbnede styrker, og de har tidligered haft en højreekstremist som leder. På deres logo kan man se nazisymbolet wolfsangel og 'sort sol'-symbolet, der blev benyttet af blandt andet nazister i Waffen SS under Nazityskland.

Azov startede som en frivillig modstandsgruppe kort efter Ruslands annektering af Krim tilbage i 2014 og holder primært til i det østlige Ukraine.

Og til spørgsmålet om Azov og deres forbindelse med det ukrainske militær, lyder det således fra Yaroslav Portnoy.

»Det forstår jeg heller ikke, og det er virkeligt dumt at bruge naziemblemer, det ville jeg heller ikke gøre. Men kæden hopper af, når Putin påstår, at regeringen og hele Ukraine er nazistisk,« siger Yaroslav Portnoy og tilføjer.

»Der er neonazister i USA og i Rusland. Hvorfor starter han ikke med at afnazificere sit eget land, før han begynder i et andet land?« lyder det fra Yaroslav Portnoy.