Assisteret selvmord. Aktiv dødshjælp. Statssanktioneret medlidenhedsdrab. Det er ikke lovligt i Danmark. Uanset hvad man kalder det.

Gudskelov. Det er igen blevet stadfæstet, efter at lægen bag selvmordsmanualen, Svend Lings, ved Højesteret er blevet idømt 60 dages betinget fængsel.

Umiddelbart en mild dom, når man tager i betragtning, hvad Lings er dømt skyldig i: medvirken til to selvmord samt et selvmordsforsøg. Det er to menneskeliv, han har på samvittigheden. Ja, tre faktisk. Og det er bekymrende, at retssamfundet ser så mildt på den omfavnelse af døden, som aktiv dødshjælp etisk set er et udtryk for.

Med rette kan man få den mistanke, at vores dømmende magt er i et etisk dilemma med sig selv og måske er slået ud af kurs af, at omkring 70 procent af danskerne går ind for aktiv dødshjælp.

Og måske under voldsomt pres af tidsånden, der prædiker den store ultimative frihed til at bestemme over alting selv – have styring med alt det vigtigste i vores liv, hvorfor det også kun er ret og rimeligt, at vi har herredømmet over vores død.

Hvad enten dommen er til den milde side eller ej, så er domsafsigelsen et signal om, at vi ikke med lov kan sanktionere aflivning af mennesker på begæring.

Der er en grænse for, hvilken bemyndigelse et menneske kan påtage sig. At Lings ifølge ham selv har handlet af barmhjertighed, er der ingen tvivl om. Han er overbevist om, at han har gjort en kærlighedsgerning mod det menneske, der ikke længere kunne udholde at leve.

Og selvom man for så vidt godt kan følge hans ræsonnement, gyser det alligevel i sjælen, at et menneske tydeligvis ser det som sit kald at instruere andre mennesker i, hvordan man slipper af med livet.

Når man lyder et kald, er man rede til at bryde loven for at handle og leve i overensstemmelse med ens samvittighed, der kalder på én.

Derfor er der ikke noget opsigtsvækkende ved, at Lings agter at fortsætte sin rådgivning og dermed bryde loven igen, så snart straffen er afsonet. Ja, han har allerede gjort det.

Hvis man skal forstå visse læger og de 70 procent af befolkningen, der går ind for dødshjælp, må det være ud fra det perspektiv, at hvis vi har mulighed for at lindre smerte og lidelse og livslede, strider det imod vores umiddelbare længsel efter at hjælpe et menneske i nød, hvis vi ikke gør det. Men her skal lovgivningen sætte vores begrænsning.

Derfor er det ikke en lov, der udspringer af vores indsigt, men af vores begrænsning. Vi er nødt til at blive enige om, hvad vi kan give hinanden bemyndigelse til. Kan vi give hinanden bemyndigelse til at afslutte hinandens liv? Nej.

For hvem kan give os den bemyndigelse? Ingen. Vi kan ikke tilrane os magten over det, der er større end os – kærlighedens og tilværelsens gåde, livets og dødens gåde.

Der er gåder, vi ikke har fået indsigt og bemyndigelse til at løse – der er en grænse for, hvad skabningen må påtage sig – og der er en nød, vi ikke kan hjælpe hinanden af med, uden at tiltage os en autoritet, der kun er Guds. Ham, vi har fået livet af, og Ham, der kalder os hjem igen.

Selvom vi dybest set forstår livet som en gave givet af Guds hånd, vil jeg nødig argumentere med kristendommen som det etiske korrektiv i forhold til aktiv dødshjælp. Kristendommens tale er personlig – til dig – og mig og kan ikke bruges som en slags videnskabelig argumentation.

Troen er et eksistentielt forhold. Et samvittighedsforhold mellem min skaber og mig. Grundtvig, der så inderligt hadede døden, skriver i en af sine salmer, at 'døden med sin istap hånd, sætter skel imellem kød og ånd, bortvifter hjertets varme'.

Har jeg lov til at sætte det skel? Dét er det spørgsmål, vi altid skal anfægtes af. Hvad enten vi er lægen i den hvide kittel, den pårørende – eller dén, der overvejer selv at gå døden i møde. Og hvad skal vi så dér, på dét umenneskelige sted med troen?

Det lindrer næppe noget at granske i, hvad kristendommen sådan rent objektivt siger – for vi er selv på spil. Med vores egen eksistens, eget liv og egen død. Derfor kan vi kun som Grundtvig bede:

Kom i din sidste nattevagt
i en af mine kæres dragt,
og sæt dig ved min side,
og tal med mig, som ven med ven,
om, hvor vi snart skal ses igen
og glemme al vor kvide!

Og kvide betyder smerte. Ikke engang Gud tager smerten bort. Men han lindrer den ved at række os vores kæres hånd. Som ven til ven. Ikke ven med døden. Men med livet. Og kærligheden.