Gyldendal kan ikke se forskel på HALFDAN og PALUDAN.

Det har været en sort uge. I mere end en forstand. Forlaget Gyldendal udgav andet bind af det, der skal forestille at være Halfdan Rasmussens samlede børnerim – Halfdan Rasmussen, som vel er en af de allerfornemste digtere i nyere dansk tid.

Men med den begrundelse, at bøgerne er genudgivet til brug for børn, så har man udeladt otte af Halfdans digte, fordi de er racistiske. Jo, den er god nok. Og hvis du sidder og tænker: Det mener jeg da ikke lige at kunne huske, så får du et af de otte forbudte rim her:

Lille negerdukke
sover i min seng
sammen med en dejlig
gul kineserdreng.

Jeg har sunget mine
kære børn til ro,
klappet dem på kinden,
kysset begge to.

Vi er én familie.
Børn af samme jord.
Sov, min sorte søster!
Sov, min gule bror!

Det er til at tude over, at et forlag, som burde være ordets og sprogets ambassadør, ikke kan finde ud af at læse og forstå, at dette fine digt har det smukkeste budskab. At Gyldendal – af alle – ikke har forstået, at ord ikke er farlige, men at det er intentionen bag ord, der kan være det.

At et forlag undervurderer sine unge læsere i en sådan grad, at de vil bestemme, hvad der er ret og vrang. At et forlag vil fratage mine børn muligheden for at blive oplyste bare for selv at kunne pudse glorien selv.

Det er skammeligt, og tilbage står måbende og ulykkelige arvinger til henholdsvis Halfdan og Ib Spang Olsen (der har illustreret bøgerne) og føler sig udskammet. Føler arven nedgjort. Med god grund. Administrerende direktør for Gyldendal Morten Hesseldahl forklarer, at 'det er helt uretfærdigt, hvis de (Halfdan og Ib Spang Olsen, red.) skal beskyldes for at være racistiske'.

Og man må jo så vende spørgsmålet til Morten Hesseldahl selv og spørge: 'Jamen, er det ikke lige præcis det, du selv beskylder dem for at være? Hvorfor ellers udelade disse rim?'

Men der sidder nogle meget tykpandede mennesker på Gyldendal, som åbenbart ikke forstår konsekvenserne af deres indbildte bedrevidenhed. Så lad mig prøve at forklare med fysikkens begreber, hvad det er for en kædereaktion, der sættes i gang:

Vi må antage, at Gyldendal har truffet beslutningen om at fjerne digtene, fordi de mener, det er det mest korrekte at gøre. Fordi digtene (skrevet for 60 år siden) krænker mennesker i 2019. Blot glemmer de, at 2019 samtidig er en brydningstid, hvor mange insisterer på, at vi lever i et demokrati med ytringsfrihed, og at censur er roden til alt ondt.

Man kan sige, at der findes to yderfløje: Dem, der går ind for den politisk korrekte udrensning, og dem, der elsker, at sådan en som Rasmus Paludan ytrer snart sagt hvad som helst …bare fordi han kan.

Gyldendal har helt klart ikke fattet, at disse to fløje næres ved hinanden. At det er vand på Rasmus Paludans mølle, når de censurerer en folkekær digter. De er med til at cementere Paludans påstand om, at vi er så krænkelsesparate i Danmark, at vi er klar til at opgive vores egen identitet bare for at virke imødekommende.

Jeg er dog ret sikker på, at Gyldendals redaktører har forstået, at Rasmus Paludans tåbelige måde at plædere for sin politik på (læs: provokerende omgang med koranen) sætter næste kædereaktion i gang: Skærper terrortruslen i Danmark.

Vi har altså tre led i kæden: Den politisk korrekte censur, der sætter gang i en yderligtgående politisk modreaktion, der igen bevirker, at Danmarks sikkerhed er i fare. Sat på spidsen kunne man udlede, at Gyldendal bringer Danmark i fare. Men det ville nok være at tilskrive dem for meget magt.

Tilbage står alle vi andre i den store mellemgruppe, taget som gidsler i en kamp mellem kulturradikale, politiske tåber og religiøse fanatikere.

Hvis ikke det var, fordi det var så sørgeligt, så ville Cirkusrevyen, der har premiere på torsdag, sikkert kunne lave en sketch om det:

En Halfdaner, en Paludaner og en Muhammedaner kommer ind på en bar … Nej, I må selv finde på pointen.

Jeg synes efterhånden, det er svært at se nogen som helst pointe i denne uges sorte kapitel i bogbranchen.