Sex, indkomst og vægt.

Hvis der er tre ting, der altid interesserer folk, så er det andre menneskers sexliv, månedlige løn – og åbenbart også vægt.

Jeg skal bestemt ikke holde mig for fin til at stille mig i kø for at kende de to første, og lige præcis med hensyn til løn kan man måske retfærdiggøre den offentlige interesse. Men folks vægt!?

I denne uge kunne jeg se sociale medier flyde over med grove tilsvininger af sangerinden Jada, fordi hun formaster sig til dels at være overvægtig, men endnu værre: Hun gemmer sig ikke væk! Jada tillader sig simpelthen at stille sig op på scenen i bikinitop, croptop – og i det hele taget stramtsiddende klæder. Uden nogen skam!!

Jada på bøgescenen på Smukfest i Skanderborg
Jada på bøgescenen på Smukfest i Skanderborg Foto: Helle Arensbak
Vis mere

En masse rasende Facebook-brugere mener i al deres skinhellighed, at det er direkte skadeligt og får deres moralske kompas til at udbryde:

  • Hun er ikke sexet eller feminin!
  • Hun bør være et forbillede for unge og ikke promovere fedme.
  • Ulækker!
  • Hvorfor fremmer hun fedme?
  • Hun er vulgær og trashy!
  • Hun er hverken pæn eller lækker at se på.
  • Mister appetitten, hav dog lidt selvkritik.

Selv mistede jeg appetitten af kommentarerne og undrede mig over, hvor ejermændenes selvkritik lå. Og så måtte jeg da også lige kigge i min kalender og sikre mig, at der stod 2022 og ikke 1950.

For hvordan fanden kan nogen i dag have den forstyrrede idé, at Jada er sat i verden for at være sexet eller feminin? At hendes formål med tilværelsen skulle være »at være lækker at se på«?

Eller at hun skulle have et særligt ansvar for at holde folkesundheden blandt børn og derfor skal stå offentligt til ansvar for sit BMI? Og tror nogle mennesker, at offentlige ansigter, der tilfældigvis tillader sig at være overvægtige, »fremmer« fedme?

Vi kan ikke være uenige i, at det ikke er sundt at være stærkt overvægtig i en længere årrække. Men vi ved også fra videnskaben, at rygning kan være farligt, at man kan brække arme og kraveben på ski, og at ekstrem soldyrkning kan give hudkræft.

Og nu lever vi tilfældigvis i et frit land, hvor nogen er tykke, andre er tynde, folk ryger, en gruppe tager på skiferie, mens andre steger i solen. Nogen drikker vin hver dag. Også når dine stakkels børn ser på det. LEV MED DET!

For vi lever i et land, hvor det gudskelov stadig er forældres opgave at opdrage deres egne børn og ikke er noget, der skal overlades til sangerinder, tv-værter eller andre offentlige skikkelser. Det er ikke deres ansvar. DIT BARN, DIT ANSVAR!

Jeg undres igen og igen over folks lidenskabelige higen efter ensretning, regler og ansvarsfralæggelse. Lad dog andre mennesker være. Stol på din egen livsstil. Nyd, at vi lever i et nogenlunde frit land.


Kronprinsesse Mary
Kronprinsesse Mary Foto: SEM VAN DER WAL
Vis mere

KRONPRINSESSE MARY

Der har ikke været andet end ballade om kronprinsparret den seneste tid. Først nægtede de at smide deres Ruslandselskende rigmandsvenner i ECCO på porten som kongelig hofleverandør – man støtter åbenbart kun Ukraine, så længe det ikke koster inderkredsen mønter – og siden led Mary og hendes fond et alvorligt knæk, da det skulle tage hende måneder at nå frem til den erkendelse, at det nok var en dårlig idé at sende børnene på landets værste institution, hvis man kiggede på den årelange accept og fortielse af ikke bare mobning, men også vold, seksuelle overgreb og regulære voldtægter.

Nu holder modeprinsessen sig igen fra Copenhagen Fashion Week. OG det er nok en god idé, hvis man skal tages alvorlig som værdimenneske med et bare nogenlunde sundt værdisæt. Som klimaforkæmper ville det se besynderligt ud at feste med en af verdens største syndere – der dybest set arbejder med den overflade, Kronprinsessen gerne (og skal) væk fra … hvis vi altså også skal have et kongehus om to generationer…

Rasmus Prehn (S) (tv.)
Rasmus Prehn (S) (tv.) Foto: Emil Helms
Vis mere

RASMUS PREHN

Walk the talk. Gør, som du prædiker. Det kan være så svært, jeg ved det fra mig selv – men når du er politiker, når du er lovgiver, når du er præsten selv, så er der altså ikke så meget at rafle om.

Ud over det ærgerlige i ikke at kunne kende forskel på sit arbejdes kreditkort og sit personlige, og smøre urimelige regninger af på skatteyderne for private middage, så ramler fødevareministerens troværdighed jo totalt, når han svinger kroppen op på cyklen, så snart han ser et kamera – og ellers flyver korte strækninger i en grad, så selv Taylor Swifts og Kylie Jenners køb må ramme jorden.

Frihedsbrevet kunne i denne uge afsløre, hvordan Rasmus Prehn har hele 80 indenrigsflyvninger på samvittigheden, inden for 16 måneder. For den sproglige student svarer det til mere end en om ugen – og til en CO2-udledning på mere end tre ton.

Næste gang jeg hører Prehn prædike klima, skal jeg trække ud. Mere end en gang.

Prinsesse Isabella (midten)
Prinsesse Isabella (midten) Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

ISABELLA

Kongehuseksperter var ikke i tvivl: Prinsesse Isabella ville selvfølgelig returnere til Tranegårdsskolen, når hun nu ikke skulle gå på den udskældte voldsfabrik i Næstved.

Men selvfølgelig gjorde hun ikke det. Ingen vil da vende tilbage til det sted, man har sagt farvel til og lagt bag sig. Man må videre.

Nu håber jeg bare, at forældrene på Ingrid Jespersens Gymnasieskole ikke får kongehus-kuller, men at eleverne i 9. klasse får en nogenlunde normal afslutning på et ellers normalt skoleforløb.

Olivia Newton-John. Arkivfoto
Olivia Newton-John. Arkivfoto Foto: BRIAN JONES / LAS VEGAS NEWS BUR
Vis mere

OLIVIA NEWTON-JOHN

I 30 år kæmpede hun med og mod brystkræft. I denne uge døde den australske sangerinde, vores alle sammens Sandy.

Jeg tror, at en af grundene til, at det berørte så mange, det var, at alle – både piger som drenge – var forelskede i hendes sødme og spændvidde. 73 år er for ungt. Men hun nåede at give os meget.