100.000 kroner – er det lidt eller meget?

De fleste med en nogenlunde almindelig økonomi vil nok mene, at et beløb på den gode side af 100.000 kroner er en ikke ubetydelig sum.

Særligt ikke, når der – som det gælder for de to nye forvaltningsdirektører i Odense Kommune – er tale om den månedlige indbetaling på lønkontoen.

Charlotte Scheppan og Michael Wognsen Frederiksen er navnene på de to, som i hvert fald indtil videre er konstitueret til at stå i spidsen for henholdsvis en ny sundhedsforvaltning og en ny klimaforvaltning i Odense Kommune.

Forvaltninger, som blev til virkelighed over natten, da en ny konstituering skulle forhandles på plads.

Med en årsløn på mere end 1,3 millioner kroner til den bedst lønnede af de to – Michael Wognsen Frederiksen, der siden foråret 2014 har været en helt central figur i borgmesterforvaltningen – og en næsten tilsvarende høj månedsløn til hans nye kollega i sundhedsforvaltningen er der allerede med ansættelsen af de to konstituerede direktører gjort et væsentligt indhug i de fem millioner kroner årligt, som kommunen selv har vurderet, at hver af de to nye forvaltninger kommer til at koste.

For udover den månedlige lønudbetaling begunstiges de to nyslåede direktører med en temmelig lukrativ pensionsordning på 20 procent, svarende til at de to hvert år får godt 260.000 kroner ind på pensionsordningen.

Her må almindelige lønmodtagere ellers sædvanligvis nøjes med 12 procent, hvoraf man som ansat oftest selv indbetaler en tredjedel.

Men tilbage til den samlede årlige regning.

For med så højt betalte direktører har man allerede brugt knapt en tredjedel af de i alt 10 millioner, som kommunen mener at kunne drive de to nye forvaltninger for årligt.

Og det er så her, man for alvor begynder at tænke …

Hvem skal de to nye topembedsmænd egentlig være direktører for, når budgettet så hurtigt får ben at gå på?

Det bliver – at dømme ud fra de syv millioner kroner, som er tilbage – ikke verdens største administrationer, de to kommer til at styre rundt med. Det vil i hvert fald kræve, at de to nye direktørers kommende medarbejdere indfinder sig på helt andre og langt, langt mere beskedne løntrin.

Eller at der findes et ikke uvæsentligt antal millioner på de øvrige forvaltningers budgetter, som kan omprioriteres eller flyttes.

Set i det lys kan man vel godt tillade sig at argumentere for, at de to bliver endog særdeles godt betalt.