Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

I denne uge blev liget af irske Peter Burns fundet i Aarhus Havn efter seks ugers eftersøgning.

Han er den ottende person på blot fem år, der er omkommet i Aarhus Havn, viser en optælling fra Aarhus Stiftstidende.

Det er en aarhusiansk tragedie, der bliver ved med at vokse sig større og større. Spørgsmålet er, hvor længe der skal gå, før man finder en løsning på problemet, der hedder Aarhus Havn.

Aarhus er en by ved vandet, det er med til at gøre den unik. Byens cafeer ligger som perler på en snor langs vandet, havnefronten er åben med adgang til vandet, mange kontorbygninger kan se vand.

Det giver byen en æstetik, de færreste byer i Danmark kan hamle op med. Aarhus er byen ved vandet, men det er også det, der hvert år skaber tragedier, som efterlader pårørende i knugende sorg, mens de venter på besked om, hvad der er sket med deres elskede.

I 2015 forsvandt Lone Weilings mand efter en julefrokost i Aarhus. Syv uger senere blev han fundet i Aarhus Havn, druknet. Hun har siden kæmpet for at få politikerne til at gøre havnen mere sikker – åbenbart uden held.

»Havde det været en vejstrækning, hvor der skete mange ulykker, var der for længst gjort noget,« siger hun.

Her kan man kun give hende ret. Prøv at forestille jer et lyskryds i Aarhus, hvor otte personer var omkommet på blot fem år. Det havde man lynhurtigt fundet en bedre løsning på. Samme handlekraft er der åbenbart ikke, når det gælder druknede.

Den nye rådmand for Teknik- og Miljø, Steen Stavnsbo (K), har sat en evaluering i gang, fortæller han.

Det er simpelthen en hån mod de efterladte, at man i 2022 efter otte dødsfald, kun kan komme op med en evaluering som svar på endnu en tragedie. Det er jo ikke ældre, der falder over kantsten, vi taler om. Det er mennesker, der drukner.

Stavnsbo afviser at hegne havnen ind.

»Vi skal ikke hegne hele området ind. Det er en afvejning mellem borgernes sikkerhed, og hvad vi vil med det byrum – hvor vandet også skal være tilgængeligt. Der er også æstetiske hensyn,« siger Steen Stavnsbo.

Men hvad med åen, hvor tusindvis færdes hver dag? Der er vist ingen, der undrer sig over, at der er et hegn på dele af den strækning. Eller tænker, at der er tale om en øjebæ. Så hvorfor ikke på havnen?

Hvis det ikke er hegn, der er svaret, så må byrådet finde løsninger, der kan sikre, at vi kan have en pæn havnefront, uden at vi hver vinter skal affinde os med, at det koster menneskeliv. Og det haster.

Hvert år er der nogen, der ikke kommer hjem til deres elskede, og vi kan bare vente på, at det sker igen. Spørgsmålet er: Vil Aarhus virkelig have ry som byen, hvor æstetikken vinder over sikkerheden?