Vi kender dem alle sammen. Tumperne, der ikke kan styre deres temperament eller har brug for at markere sig, når de får en øl eller drink for meget i byen.

Indtil nu har det primært været os andre, der er blevet straffet, når tumpernes næver sidder løst, eller de har brug for at råbe op og opføre sig som gorillaer i et fuglebur. Et slagsmål i nattelivet koster som regel ikke mange uger i fængsel, men det har fået en tiltrængt ende.

Fredag faldt den første dom i Aarhus, der betyder, at den dømte mand ikke bare skal i fængsel. Han er også udelukket fra nattelivet og udvalgte zoner i hele Danmark i otte måneder.

Det er godt for alle os andre, der kan finde ud af at gå i byen, have det sjovt og passe på hinanden, selvom promillen er høj.

Den 26-årige mand slog torsdag aften klokken 20.53 en anden ung mand i hovedet med et stort ølglas uden for en bar på Åboulevarden i Aarhus. Ganske umotiveret vel at mærke. Fredag fik han en straksdom på fem måneders fængsel og otte måneders udelukkelse fra nattelivet i hele landet.

Forbuddet gælder dog kun fra klokken 24 til 05. Den del kan man undre sig over. Særligt i dette tilfælde, hvor gerningsmanden umotiveret har banket et glas i hovedet på en anden klokken 20.53 en torsdag aften.

Det er klart, at nattelivet er farlige, jo længere vi kommer ud på aftenen, men hvorfor skal man have lov til at feste frem til midnat, når man tydeligvis ikke kan styre sig?

Ideen om et forbud mod at være i nattelivet i en periode er god, men det virker, som om man har valgt gummihammeren, man bruger til at slå pløkker i med på teltferien. Man burde have fundet den store mukkert frem, der for alvor kan mærkes hos dem, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.

Det er måske en hård straf at udelukke dem fra barer, bodegaer og natklubber tidligere, men straf skal kunne mærkes, hvis det skal have en effekt. Det her er light-versionen af en hård straf, for hver gang en af tumperne bliver taget ud af nattelivet, kan vi andre feste i fred, dørmændene får mindre at se til, og politiets telefoner kommer til at ringe mindre.

Det er en gevinst for alle andre end dem, der opfører sig eksponentielt dårligere i takt med, at promillen stiger op. Når man mister sit kørekort, fordi man kører for hurtigt eller åndssvagt, gælder det døgnet rundt. Samme straf kunne man sagtens indføre for de personer, der ikke kan spille efter reglerne i nattelivet.

Det er ikke en menneskeret at gå i byen, kære politikere. Find bare den store hammer frem.