Med Vestens beslutning om at trække sig ud af Afghanistan efter omkring 20 års tilstedeværelse rejser der sig et spørgsmål om, hvad der skal ske med de afghanere, der har arbejdet for de vestlige styrker, herunder de danske.
Med USA og de allierede ude gætter de fleste analytikere på, at Taleban vil fortsætte og intensivere offensiven og muligvis indtage flere områder.
Tolkeaftalen fra 2013, som siden er blevet forlænget, indeholder foruden løn- og uddannelsespakker ved samarbejdets ophør en såkaldt intimideringspolitik, der har til hensigt at løse de udfordringer, tolkene måtte få ved at arbejde for de vestlige styrker.
Det kan for eksempel være flytning til andre regioner, flytning af personens familie eller, som den mest vidtgående mulighed, visum til Danmark med henblik på asyl.
Truslen mod tolkene er reel. For kort tid siden kunne man i Berlingske læse udenrigspolitisk ordfører for De Konservative Marcus Knuth fortælle om tabet af en tolk, han samarbejdede med som udsendt i 2009. Abdul Khaliq, som han hed, blev hentet om natten i sit hjem i Helmandprovinsen og dræbt af kjortelklædte islamister fra Taleban på grund af sit samarbejde med danske styrker.
Både regeringens støttepartier, oppositionen og generaler i Forsvaret ser gerne, at Danmark gør mere, end tolkeaftalen umiddelbart lægger op til, for at hjælpe de afghanske tolke og eventuelt andre lokalt ansatte afghanere, hvis der er behov for det.
Udenrigsminister Jeppe Kofod har reageret på presset og har nu fremrykket regeringens drøftelser med de andre partier til mandag.
»Regeringen er fortsat parat til at tilpasse tolkeaftalen, hvis der viser sig behov for det,« har Kofod også understreget.
Der er således bred politisk vilje til at løfte ansvaret over for de mennesker, der har arbejdet tættest sammen med de danske soldater og dermed gjort sig upopulære hos Vestens fjender.
Nu er det så afgørende, at der ikke går for lange forhandlinger i den.
Som Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, har udtrykt det:
»Når Taleban er på fremmarch, kan vi ikke bruge måneder på sagsbehandling, hvis det er nu og her, vi skal bruge en løsning.«
Taleban har forsikret, at man ikke vil torturere eller henrette lokale, der har samarbejdet med Vestens soldater, men hvem tør stole på sådan et løfte fra Taleban?
Flere tolke har da også udtrykt ønske om at blive evakueret til de lande, de har arbejdet for under konflikten. Det kan være løsningen i nogle tilfælde, mens andre muligvis kan hjælpes lokalt, hvis de ønsker at blive.
Hvorvidt danske soldater på mission også fremover vil have samme muligheder for at indhente hjælp fra lokale, når der er brug for det, afhænger naturligvis af, hvordan vi beslutter at hjælpe de afghanske tolke, der nu kan komme i klemme, hvis der ikke gøres nok.
Det er den praktiske side af sagen – den menneskelige vejer naturligvis langt tungere.
Vi kan ikke svigte dem, der har arbejdet side om side med de danske soldater.
Så der er brug for en løsning – hellere i dag end i morgen.
