Findes der noget bedre end en god historie? Uanset om det er virkelighed eller fiktion?

Jeg mener, hvis historien – og det gælder også historien om os selv og vores fortid – bliver fortalt med indlevelse og engagement, så er det ligegyldigt, om man bor i junglen, i Kina, i Grønland eller på en bjergtinde: En god historie betager.

Den fodrer fantasien. Gør os nærværende. Tager os ind. Fortællingens kunst er ældgammel og bliver ved med at leve. Den kan ikke klares af robotter.

Der skal mennesker af kød og blod til at fortælle den. Man behøver ikke være belæst for at klare opgaven. Jeg vil gå så langt som til at sige, at det er sundt for børn at høre en.

Selv en god historie kan godt blive umoderne og miste sin værdi. Henrik Pontoppidans 'Lykke-Per' er dog en af dem, der aldrig går af mode.

I en tid hvor fastfood, realityshows og sociale medier dagligt får plads i vores i forvejen alt for usunde og travle liv, kan jeg blive næsten barnagtigt lykkelig over, at der kommer en filmatisering af 'Lykke-Per'.

Måske kunne det animere flere dansklærere til at tage Pontoppidan med ind i klasselokalet.

Pontoppidan, der modtog en Nobelpris i litteratur, er nok ikke helt så kendt hos de unge som H.C. Andersen, men det kan der nemt rådes bod på.

Fra filmen Lykke-Per, instrueret af Bille August Vis mere

Nok er sproget en anelse gammeldags, når man skal æde sig igennem en tyk roman som 'Lykke-Per', men man kunne jo vælge i stedet at se det som inspiration til at højne sit eget danskniveau.

Vi kommer næppe til at tale 'pontoppidansk' igen, men man kunne vise de unge, at vi har et rigt modersmål.

Jeg tager også engang imellem på McDonalds. Jeg kan også fortabe mig i ligegyldigt tv eller sidde og sumpe med min telefon, men der skal være noget modvægt, og skal jeg være helt ærlig, så synes jeg, vi mangler rigtig meget modvægt, som kan inspirere de unge og gøre dem nysgerrige og kloge.

Vi, der er lidt ældre, er simpelthen for dårlige til at sælge de gode varer ind. Det ansvar mener jeg, vi bør påtage os, når vi skoser de yngre generationer for deres tv- og spisevaner.

Hvis man er nogenlunde begavet, synes jeg, det forpligter: Man skal gøre det spændende at suge viden til sig.

Vi tager nogle gange for givet, at alle har de samme muligheder, men ikke alle har lige let tilgang til litteratur og kunst.

Jeg havde for et par år siden tre teenagedrenge med i Tivoli. Alle tre opvokset i København. De havde aldrig været i Tivoli før!

Jeg spurgte ikke, men jeg er så godt som 100 procent sikker på, at de heller ikke havde været på et af byens mange museer. Så er det jo lidt op ad bakke.

Men det var ikke interesse, de manglede. De manglede bare nogen, der kunne tage dem ved hånden så at sige.

Det blev så mig den dag, og det mindede mig om, at der findes mange unge mennesker, der aldrig får muligheden for at stikke næsen ned i kultur a la Pontoppidan.

Alene fordi vi andre er for dårlige (for selvoptagede?) til at gøre dem nysgerrige og videbegærlige.

Derfor er Bille Augusts nye film vigtig.

Pontoppidan gik i rette med H.C. Andersen. Som en slags kommentar til det berømte eventyr om svaneungen, der voksede op i en andegård, skrev Pontoppidan 'Ørneflugt'.

Novellen handler om en ørneunge, der vokser op i en andegård. Men hvor svanen i H.C. Andersens eventyr som bekendt udfolder al sin genetisk nedarvede pragt og bryder ud af sin rolle som mobbeoffer i andegården, ja, der må ørneungen indse, at den ikke kan løbe fra det miljø, den er vokset op i.

Ørneungen gør et forsøg på at følge med de vilde ørne, men har ikke kræfterne eller måske snarere drivkraften.

Da den vil vende tilbage til sit trygge hjem i andegården, bliver den skudt.

Det er praktisk taget eventyr versus socialrealisme. H.C. Andersen versus Pontoppidan. Genetik versus social arv og miljø.

Der er masser af kød på den historie, ligesom der også er kød på historien om 'Lykke-Per'.

Jo, Pontoppidan er skam højst moderne, og jeg glæder mig til at se Bille Augusts film.