Hvis man er over 18 år og ønsker at dø, skal man kunne gå ind på et hospital og få aktiv dødshjælp inden for et par timer.

Sådan lyder det fra Katrine Blauenfeldt, der er fortaler for at lovliggøre aktiv dødshjælp – også kaldet hjælp til selvmord.

»Aktiv dødshjælp bør være en menneskeret, og det skal ikke kun gælde, hvis du er 90 år og lider af en smertefuld sygdom. Hvis du er i tyverne og ønsker at dø, skal du have love til det,« siger debattør Katrine Blauenfeldt, da hun gæstede B.T.s Facebook Live.

I Danmark er det ulovligt at yde aktiv dødshjælp, og det kan give op til tre års fængsel. Men man skal selv have lov til at bestemme over sin krop, mener Katrine Blauenfeldt.

»Man bestemmer selv over sin krop, når det handler om abort, sex og køn. Alligevel må man ikke bestemme, hvornår kroppen skal dø, og det er fjollet,« siger Katrine Blauenfeldt.

Men står det til Etisk Råd, kommer hospitalerne ikke til at udskrive nogen dødelige præparater til folk med selvmordsønske.

»Modgang er en naturlig del af livet. Hvis vi tillader aktiv dødshjælp, så siger vi til folk: 'Du skal overveje, om dit liv er værd at leve', og det mener vi ikke er et spørgsmål, som nogen skal stilles overhovedet. Alle liv er værd at leve,« siger formand for Etisk Råd Leif Vestergaard Pedersen.

Etisk Råd fremhæver, at valget om døden er definitivt og ikke kan fortrydes. Men det er en falsk præmis i debatten, mener Katrine Blauenfeldt, der selv har oplevet svære depressioner i løbet af sit liv.

»Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at havde det været muligt, så havde jeg været død nu. Når man er død, kan man ikke fortryde sit valg. Jeg havde ikke siddet på en sky, kigget ned og fortrudt mit valg,« siger Katrine Blauenfeldt, der fortæller, at hun i dag er glad for at være i live.

Men bliver selvmordsraten ikke højere, hvis der er en behagelig måde at dø på?

»Det kan godt være. Men jeg tror ikke, at 50.000 mennesker vil skynde sig ned og bede om aktiv dødshjælp – og hvis det er tilfældet, så har vi et problem, som vi skal løse som samfund.«

Går du rundt med svære tanker? Så er der hjælp at hente. Kontakt Livsliniens rådgivning på telefon 70 201 201 alle årets dage fra klokken 11.00-05.00.