Wafande er chokeret over, hvor mange der fortsat holder fast i deres frie ret til at tale nedsættende om andre mennesker, fortæller musikeren, efter han torsdag valgte at boykotte Ree Park.

Det skete, efter at parkens stifter, Karsten Ree, i sidste måned valgte at bruge ordet 'neger', da han blev interviewet til en filmpremiere

'Jeg skulle ha' spillet i Ree Park Safari her til sommer med Pharfar og JJ Paolo, men som I nok kan forstå, er der ingen af os, der stiller op til sådan et cirkus,' skriver Wafande til en video af Karsten Rees optrin på den røde løber.

'Karsten Ree og Janni Ree burde virkelig skamme sig over sådan nogle udtalelser. Og så bare stå og grine, wow.'

Siden er det strømmet ind med støtte til  Wafande, skriver han fredag på Instagram, hvor han takker dem, der 'støtter op om retfærdighed og siger nej til hyggeracisme' og dem, der 'følger med tiden og de ændringer, der naturligt sker, når verden bliver mere bevidst'.

»Når det så er sagt, så er jeg chokeret over, hvor mange der stadig synes, det er helt på sin plads og i orden,« tilføjer musikeren, der selv har en fransk/dansk mor og en afrikansk far.

Her hentyder han formentlig til kommentarsporet til det oprindelige opslag, hvor modtagelsen mildt sagt er blandet.

Mens flere både kendte og ukendte danskere sender hjerter og støtte til den 40-årige musiker, så er der også dem, undrer sig over hans opråb.

'Slap dog af, din klaphat. Manden er fra en helt anden tid end dig, og du burde ikke have andet end respekt for manden. Undersøg lidt om, hvad han gør for både dyr og mennesker i Afrika, inden du stempler ham som racist,' lyder en af de mange kommentarer.

'Hahaha, han (Karsten Ree, red.) er altså sjov. Slap dog af! manden er født i 30erne, men han har jo ret. det hedder vel en neger? Eller hvad skal man ellers kalde dem? Havde han sagt 'de sorte', var det også galt. Stop nu med den offermentalitet. Jeg er også pakistaner – det hedder det,' lyder en anden.

B.T. har forsøgt at få en uddybende kommentar til sagen fra Wafande, men gennem sin manager oplyser han, at han ikke har mere at tilføje.

Men i sit kommentarfelt har han valgt at gå i dialog med flere af følgerne. Blandt andet ovenstående.

'Du er pakistaner, fordi du er fra Pakistan. At du synes, det er sjovt, er sgu nærmest lige så pinligt. Der er ikke plads til racisme i min verden. Færdig,' svarer han.

Karsten Ree er ikke racist, slår hans hustru, Janni Ree, fast.
Karsten Ree er ikke racist, slår hans hustru, Janni Ree, fast. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Hermed adresserer Wafande den forklaring, Karsten Ree selv kom med, da han blev spurgt ind til sin kommentar på den røde løber.

Her ønskede den fremmødte presse at vide, hvad den 77-årige forretningsmand fik tiden til at gå med, da han for nylig var i Afrika i forbindelse med byggeriet af en ny restaurant.

»Alt muligt. Håndværk og lege med negrene,« fortalte Karsten Ree og fortsatte:

»Jeg lærer dem at arbejde.«

Mens Janni Ree brød ud i et forlegent grin og forsøgte at skifte emne, spurgte Ekstra Bladets tv-reporter, om det ikke var 'en smule småracistisk at sige', hvortil rigmanden svarede, at da 'negro' betyder 'sort' på latin, må han gerne kalde sorte mennesker for 'neger'. Ligesom 'en grønlænder er en grønlænder', og 'en dansker er en dansker', som han siger.

B.T. ville blandt andet gerne have spurgt, om en 'afrikaner' så ikke 'er en afrikaner'. Men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser. Det er Janni Ree, men hun ønsker ikke at udtale sig om sagen, da hun ikke mener, den vedrører hende.

Hun har dog tidligere været ude at tage afstand fra sin mands udtalelser, men alligevel taget ham i forsvar. Det kan du læse mere om HER.