Danmark er igen genstand for international opmærksomhed. Den internationale udgave af New York Times skriver på sin forside tirsdag, at en »bølge af muslimske asylansøgere« har skabt spændinger i Danmark.
Er der i Danmark en spirende fjendtlighed over for mennesker med anden etnisk oprindelse end dansk? En fjendtlighed, der har ligget og ulmet, men som nu er blevet vakt af de seneste års »bølge af muslimske asylansøgere«?
Det spørgsmål behandler den internationale udgave af New York Times tirsdag på sin forside.
Her fortæller den amerikanske avis’ korrespondent historien om, hvordan der i Danmark er spændinger mellem indbyggere, der byder muslimske indvandrere velkommen og en højrefløj, der ønsker at forbyde muslimsk indvandring og lukke de danske grænser.
Dermed føjer historien sig til en række mediehistorier om Danmark de seneste måneder. Tidligere har den britiske avis The Guardian tegnet statsminister Lars Løkke Rasmussen som nazist, mens den amerikanske avis Washington Post i april i år skrev, at »Danmark er gået i højeste gear for at udvise fjendtlighed«.
På sin forside i morgen beskriver International New York Times så, hvordan Danmark tidligere var et »lille og ordentligt land«, der ikke havde den store erfaring med indvandrere før de første »gæstearbejdere« fra Tyrkiet, Pakistan og det daværende Jugoslavien blev inviteret hertil i 1967.
»Danmark er bygget op omkring en social pagt: Til gengæld for nogle af verdens højeste lønninger og sociale ydelser, forventes folk at arbejde hårdt og betale til systemet. Nyankomne skal hurtigt lære dansk - og tilpasse sig danske normer som at holde pæne haver og køre på cykel,« lyder karakteristikken af det danske samfund, der ifølge New York Times’ korrespondent har gennemgået en hastig udvikling.
En udvikling, der har gjort, at andelen af etniske danskere er faldet fra 97 procent af den samlede befolkning i 1980 til 88 procent i dag. En udvikling, der har gjort, at »centrum/højre-regeringen« har indført en række »barske foranstaltninger rettet mod indvandrere«, at hadefulde ytringer aldrig har været flere, og at Dansk Folkeparti nu er det næststørste parti i Folketinget, skriver New York Times.
Det er den udvikling, skriver New York Times, der har fået spændingerne i befolkningen til at vokse.
»Danskerne er så bekymrede for at miste deres kultur«
Til sit portræt af Danmark har New York Times talt med danske Johnny. En 65-årig pensioneret bankansat, for hvem de seneste års flygtningetilstrømning har betydet, at han har skiftet holdning til indvandrere.
Johnny er gået fra at byde mennesker på flugt fra krig og ødelæggelse velkommen i Danmark, til slet og ret at omtale sig selv som »racist«, fordi han mener, at muslimske indvandrere dræner det danske velfærdssystem uden at ville leve op til danske normer og traditioner.
New York Times har dog ikke kun talt med Johnny. Journalisten bag artiklen fortæller historien om spændingerne i Danmark gennem en række personer – både udlændinge og etniske danskere.
Eksempelvis 62-årige Karin Andersen, der er medlem af foreningen Venligboerne.
»Danskerne er så bekymrede for at miste deres kultur. Men hvor mange hjælper dem, der ønsker at blive en del af den?« spørger hun i artiklen.
»Nogle danskere er engle. Og jeg er i min himmel nu«
Avisen har også mødt Omar Mahmoud, en 34-årig irakisk ingeniør, som kom til Danmark for et år siden og bor i et flygtningecenter i Randers.
Han og hans kone er i gang med at lære dansk og kommer også i den lokale kirke for at lære om kristendom. Hans børn går i dansk skole og har fået danske venner.
Omar Mahmoud har ikke følt sig truet i Danmark, fortæller han, men han har været skræmt over den antimuslimske og indvandrerkritiske tone, han oplever i den offentlige debat, hvor udlændinge bliver talt om anderledes end etniske danskere, fortæller han, inden han tilføjer, at han er lettet over at være kommet væk fra Irak:
»Nogle danskere er engle. Og jeg er i min himmel nu.«
Og så har avisen talt med Venstres byrådsmedlem i Randers, Anders Buhl-Christensen. Ifølge ham har tilstrømningen af asylansøgere og indvandrere fremtvunget en mere ærlig debat om vores nationale identitet:
»Vores problem i Danmark er, at vi har været for venlige. Ingen turde tale om indvandring, fordi de var bange for at blive kaldt racister.«
»Jeg kalder mig selv dansker med en anden hudfarve«
Endelig har New York Times talt med Patricia Bandak, der kom til Danmark med sin bror som spædbørn i 1989. De to søskende har tit oplevet racisme, fortæller de.
I skolen, da de var børn, og efter at være blevet voksne, hvor Patricias bror, Sylvester, blev verbalt overfaldet og bedt om at tage tilbage til Afrika.
Selvom hun i 2010 blev dansk statsborger føler hun ikke, at hun bliver opfattet som værende rigtig dansk. »For mange løber danskheden i blodet, og derfor bliver jeg aldrig dansk. Jeg kalder mig selv dansker med en anden hudfarve,« siger hun.
Og så har den internationale udgave af New York Times talt med Politikens tidligere chefredaktør Bo Lidegaard, der udlægger mange danskeres holdning til indvandring på følgende måde.
»Vi er et multietnisk samfund i dag, og det er vi nødt til at erkende – men vi er ikke og skal aldrig blive et multikulturel samfund,« siger han i karakteristikken af mange danskeres holdning til indvandring.
