Gennem Instagram-profilen 'Kemoland' har en 21-årig kvinde fra Aalborg grebet tusindvis af danskere om hjertet med sin svære beretning om kampen mod kræft. Med smukke ord samt rørende og til tider barske billeder har hun taget Instagram med storm og givet sine mange følgere et indblik i sit liv med en alvorlig sygdom.

Natten til tirsdag delte den unge kvinde så et billede af en tom hospitalsseng.

»Kl er 00:05 imens jeg skriver det her. Sengen på stuen er tom. Og det er den fordi, jeg i løbet af aftenen er blevet så dårlig, at i nat bliver sidste gang jeg lukker øjnene. Og det vil jeg gøre derhjemme i mit blødeste nattøj. Med dem jeg elsker ved min side. Husk at smil i den her verden af bekymring vi lever i. Slip jer selv løs. Lev,« skrev den unge kvinde i teksten til billedet, der blev hendes sidste opslag på Instagram-profilen.

Hendes identitet er ikke kendt, men hun har i et opslag på Instagram fortalt, at hun hedder Clara.

»21-årig pige fra Aalborg der arbejder på at blive fri fra kræft. Tro, håb og kemo,« skriver hun i Instagram-profilens korte biografi.

Siden opslaget natten til tirsdag er der lavet to opslag på Instagram-profilen. Det ene er angiveligt lavet af en læge, der har behandlet den unge kvinde. Han skriver, at hun sov ind natten til tirsdag klokken 03.16. Det andet opslag er lavet af den unge kvindes familie, som beder om ikke at blive kontaktet af medierne. Samtidig opfordrer de følgerne til at støtte Kræftens Bekæmpelse.

»Hvis I ønsker at gøre noget for Clara, så doner de penge I måske ville have brugt på blomster eller andet til Kræftens Bekæmpelse. Og brug jeres energi på at nyde livet, og vis Clara hvor meget i elsker tilværelsen,« skriver familien.

BT har været i kontakt med Aalborg Universitetshospital, der af hensyn til tavshedspligten ikke kan bekræfte, hvorvidt den unge kvinde er gået bort.

Den unge kvindes opslag natten til tirsdag har fået langt over tusind kommentarer fra de mennesker, der har fulgt den unge kvindes hårde kamp for at slippe af med sygdommen.

»Sov sødt. Jeg er sikker på du har rørt mange mennesker og sat mange tanker i gang, som du har gjort ved mig,« skriver en kvinde.

Hun er en af de mere end 18.000, der følger 'Kemoland' på Instagram. De seneste dage er antallet af følgere steget voldsomt efter blandt andet den kendte danske blogger Mascha Vang og flere danske medier har skrevet om den 21-åriges kamp for at slippe af med kræftsygdommen. En sygdom som lægerne til sidst måtte fortælle hende, at hun ikke ville overleve.

»Jeg er slet ikke panisk over at skulle dø, men jeg er lidt bange for, det faktum at jeg ikke har tid nok. Der er så meget jeg gerne vil, så mange ord jeg gerne vil sige, så mange ting jeg gerne vil dele. Men tiden er ikke på min side. Jeg løber stadig for livet. Og danser væk fra døden,« skrev den unge kvinde på 'Kemoland' for fem dage siden.

Opdateret onsdag 16.36: Opdateret onsdag 16.35: En kilde tæt på profilen bekræftede tirsdag overfor BT, at kvinden bag Kemoland-profilen var gået bort. Denne kilde har onsdag ønsket at trækkesin bekræftelse tilbage.