Uge efter uge får Johnny Hansen og hans populære danseorkester Kandis tusindvis af danskere til i nogle få timer at glemme hverdagens problemer ude i udkants-Danmark. Både de glemte danskere og Kandis spiller hovedrollerne i en ny stor artikelserie, som BT starter i morgen.
Efter et par hæsblæsende timer på scenen skulle man tro, at den snart 52-årige Johnny Hansen var lidt træt, og havde brug for at trække sig ind i sin egen lille boble, inden han og Kandis om bare 15 minutter skal på den igen.
I stedet har han taget guitaren med hen til bordet backstage, hvor han sidder sammen med resten af bandet. På sin mobil åbner han YouTube, søger og finder et af tidens store hits, og prøver sig frem. Dur det? Eller dur det ikke?
»For os handler det om festen. Om at skabe liv og glade dage,« forklarer Johnny Hansen, og smiler. Som han stort set altid gør.
Når BT i morgen søndag starter op på en ny artikelserie, spiller han og Kandis en stor rolle.
For vi er taget ud i dét, man kalder udkants-Danmark, ud i de tyndt befolkede områder der på alle måder er langt fra Christiansborg. Ud til dem, der hverken føler sig hørt eller repræsenteret.
Kandis spiller dérude for mange af de mennesker, hvis stemme politikerne gerne vil have, når der er valg. Men hvis stemme, hvis vrede og frustration, de samme politikere ikke er villige til at lytte til, tage alvorligt. ’Stemmer fra udkanten’ kalder vi serien.
Johnny Hansen kommer selv fra sådan et sted. I udkanten.
Han er født og opvokset i Thy i Nordvestjylland og har hele sit voksne liv boet i Hurup, en lille stationsby med 2.773 indbyggere.
Trods sin beskedne størrelse er byen bedre stillet end mange andre i udkanten. Driftige forretningsfolk har sikret, at der er masser af arbejdspladser i Hurups produktionsvirksomheder.
»Så vi mærker ikke den store frustration, som mange andre i udkants-Danmark gør. Det er nok mere dén med, at rigtig mange flytter til storbyerne, og det betyder, at detailhandelen i vores by har det lidt sværere.
Men jeg synes, at vi er gode til så mange andre ting i vores område. Vi kæmper vores egen lille sag heroppe,« siger Johnny Hansen.
Helt fri for at føle frustration og vrede er Johnny Hansen dog ikke. For dér, hvor han har mærket forskelsbehandlingen, har mærket, at by er ‘in’ og land ‘ude’, er på sit professionelle virke.
»Dér har jeg nogle gange følt, at der er langt fra Thy til København,« siger han og forklarer:
»I Kandis har vi mærket, at vi ikke tilhørte ‘eliten’. Der sidder nogen i hovedstaden og bestemmer, hvad det er, man skal lytte til i radioen og se i fjernsynet. Og de bestemmer, at man ikke vil høre eller se Kandis.
Dém, der bor derinde, lever jo et helt andet liv, end vi i provinsen og helt ude på Vestkysten gør. Og det har været frustrerende.
Tilbage i 1990erne var jeg også vred over det. For dengang solgte vi rask væk 120.000 plader og spillede måske 200 job om året. Så vi havde og har masser af arbejde og har ikke i den forstand brug for københavnerne og eliten, men det var frustrerende, at vi bare skulle dømmes ude,« siger Johnny Hansen, som føler, at forskelsbehandlingen nogenlunde er blevet udglattet i dag. Og at smags-eliten i København er blevet bedre til at tilgodese dansk-toppen og Kandis’ store publikum, som trofast møder op, når det populære danseorkester er ude til deres 140-150 årlige optrædener. Ude i udkanten. Hvor vreden og frustrationen også ulmer.
»Men vores primære opgave er at få folk til at glemme hverdagen i de fire til fem timer, de er taget til fest.«
BT er taget med. Læs med fra søndag.
