Tidligere chefredaktør på Se og Hør Henrik Qvortrup bliver nu droppet til en kommende sommerserie på DR2.

Det fortæller kanalchef på DR2, Michael Thouber, til bt.dk.

Han forklarer, at serien kommer til at handle om 'partnerskaber', hvor to kendte danskere i hvert program skal fortælle om deres indbyrdes ægteskab, venskab eller arbejdsmæssigt partnerskab.

Før Se og Hør-skandalen begyndte at rulle sidst i april, havde tilrettelæggeren på programmet spurgt Henrik Qvortrup, om han ville være med. Men efterfølgende har DR2 valgt fravælge Henrik Qvortrup til den kommende serie:

- Tilrettelæggeren af programmet vurderede, at det ikke var det rigtige format at bruge Henrik Qvortrup i, og det er jeg enig i. Derfor er han blevet meddelt, at vi ikke alligevel ønsker hans medvirken, siger kanalchef på DR2, Michael Thouber og uddyber, at det er Henrik Qvortrups rolle i den verserende Se og Hør-sag, der har fået kanalen til at droppe TV2´s politiske kommentator.

Det var efter sigende planen, at Henrik Qvortrup skulle have medvirket sammen med sin ven og politisk analytiker på DR, Ask Rostrup. Men DR2 mente, at 'rammen' om programmet var forkert, når Henrik Qvortrups involvering i Se og Hør-sagen samtidig ikke er afklaret.

Men andre dele af DR kan tilsyneladende godt bruge Henrik Qvortrup. Mandag medvirkede han i hvert fald i programmet 'Pressen' på P3, hvor han som ekspert kommenterede Lars Løkke Rasmussens nuværende krise. I den forbindelse udtalte programchef for P3, Christian Ottenheim:

- Qvortrup er en af de mest vidende personer om det, han blev bedt om at kommentere på i Pressen på P3, det kan man ikke tage fra ham. 

Det er planen, at DR2-programmet skal køre over seks uger fire dage fra midten af juli.

Henrik Qvortrup oplyser, at han ingen kommentarer har.

Efter historien blev publiceret, sendte redaktionschef på DR Nyheder, Thomas Falbe, en mail til BT, hvor han forklarede, at Ask Rostrup aldrig ville have fået lov til at medvirke sammen Henrik Qvortrup:

- Med en så alvorlig mistanke rejst mod Henrik Qvortrup, ville det være decideret mærkeligt, hvis DR Nyheders politiske korrespondent, Ask Rostrup, skulle optræde i et sommerprogram med Qvortrup, som om intet var hændt. Det ville jeg ikke have godkendt. Hvordan en sådan idé opstår hos andre afdelinger eller hos DR2, eller hvordan Ask Rostrups navn bliver blandet ind i det uden hverken hans eller min accept, kan jeg ikke redegøre for, skriver Thomas Falbe i en mail til bt.dk