Skatteordførere Dennis Flydtkjær fra Dansk Folkeparti og Astrid Krag fra Socialdemokraterne er enige om, at Skat skal udvise særlige hensyn over for alvorligt syge borgere, der kommer i klemme.

Reaktionen kommer, efter Lene Bjerregaard fra Aarhus i går stod frem i BT og fortalte, at hun føler sig trynet af Skat.

Den 61-årige kvinde er ramt af kræft på æggestokkene, og sygdommen er så fremskreden, at lægerne kun kan tilbyde livsforlængende behandling.

Læs også:

Hun får hver dag store mængder morfin og har svært ved daglige gøremål som indkøb og rengøring.

Derfor forarger det hende, at Skat slet ikke tager højde for hendes situation og vil have hende til at bruge tid og kræfter på at finde flere års gamle regnskaber frem fra hendes virksomhed, fordi der tilsyneladende er sket en fejl med et fradrag, som den 61-årige kvinde har fået gennem flere år.

Læs også:

»Generelt er det vigtigt for mennesker, der er syge, at offentlige myndigheder, i det omfang det er muligt, udviser forståelse for, at sygdom kan gøre livsvilkår trange,« lød det i går fra Kræftens Bekæmpelse, og det er skatteordfører i Dansk Folkeparti Dennis Flydtkjær enig i.

Skat kunne f.eks. udskyde forespørgslen, håbe på at borgerens situation ændrer sig til det bedre og vende tilbage et par måneder senere.

»For om Skat får sine penge i december eller i marts, er sådan set ligegyldigt, så længe reglerne bliver overholdt,« siger skatteordføreren.

Socialdemokraternes skatteordfører Astrid Krag mener i højere grad, at det handler om, at myndigheden skal overveje sin kommunikation med borgeren.

»For det er klart, at hvis man står i en meget svær situation, så kan det være helt ubegribeligt, at man ikke får et venligt ord eller to. Så det her er en påmindelse om, at selv om man som myndighed har ansvar for at følge reglerne og oplyse borgeren fuldt ud, så skal man også huske, at det er et menneske af kød og blod, der er i den anden ende,« siger Astrid Krag.