Teknisk fejl gav grønlænderne nøgne bryster midt i Danmark-Portugal.

Portugal har lige udlignet. Kampen er intens, og Danmark kæmper med tungen ud af halsen og krampe i benene for at undgå, at Ronaldo og co. spolerer en fin dansk fodboldaften.

På den anden side af skærmen sidder grønlænderne i spænding og følger med. Men pludselig toner der sig et par kræftramte bryster op på skærmen.

En kilde, fra den grønlandske Tv-station KNR, fortæller til Nyhedsbureauet Newspaq, at det bestemt ikke var med vilje, at der skulle vises babser i stedet for bold. Kilden fortæller, at et frygteligt uvejr var skyld i et strømsvigt. Teknikerne forsøgte hurtigt at komme problemet til livs, men i de hektiske øjeblikke, kom en stakkels tekniker til at trykke på en forkert knap.

Frekvensen skiftede pludselig til DR2, der viste dokumentaren 'nøgne bekendelser', der handler om en kvinde med brystkræft.

Teknikeren opdagede dog hurtigt den uheldige fejl, og grønlænderne kunne nå at få slutfløjtet med fra Parken.

Tv-station undskylder
KNR undskylder nu for, at grønlandske fodboldfans lørdag fik sig en overraskelse, da afslutningen på VM-kampen mellem Danmark og Portugal blev afbrudt af billeder af bare bryster. Ifølge KNR medførte en strømafbrydelse problemer med det digitale udstyr, skriver Ritzau

- I kampens hede kom en medarbejder i afviklingen til at trykke på knappen til det udstyr, hvorfra vi henter signalet fra Danmark, der kører tidsforskudt. I de sekunder, vi viste det direkte signal fra Danmark, viste DR2 Temalørdag-udsendelsen "Nøgne bekendelser". I få sekunder blev en kvinde med bar overkrop vist i KNR TV. Det var rigtigt dårligt timet, men uheldet er sket, og KNR beklager fejlen, skriver knr.gl.

Da KNR-TV viste Sverige mod Danmark gik strømmen også. Den gik, lige da Sverige fik tilkendt et straffespark, som Thomas Sørensen reddede.