Det er ikke lige sådan at fjerne de store mængder vand, weekenden førte med sig. Hele mandagen har bilkøerne nogle steder været enorme, fordi Amager Motorvejen er spærret.
Mandag aften var motorvejen fortsat spærret, og politiet og Vejdirektoratet regner med, at det også er gældende tirsdag morgen.
Derfor har vi samlet en lille oversigt over trafiksituationen, så du forhåbentligt kan nå dine ærinder til tiden tirsdag.
Amager Motorvejen er spærret mellem frakørsel 21 Avedøre Holme og motorvejskryds Ishøj i begge retninger.
Ligeledes er E47 Motorring 3 spærret ved motorvejskryds Brøndby i sydgående retning. Forbindelsesrampen fra Rute 21 til E47 i retning fra Vallensbæk mod Avedøre er også spærret.
Københavns Vestegns Politi har mandagen igennem haft styrtende travlt med at få trafikken til at flyde nogenlunde, og politiet har en bøn til de mange bilister.
- Når man kommer syd fra, vil vi helst have, at man kører lige frem ved Avedøre Havnevej og fortsætter op til Holbæk Motorvejen, siger Henrik Wagner fra Vestegnens Politi.
Politiet anbefaler bilister at køre hjemmefra i god tid, hvis man vil nå på arbejde til tiden. Hos vejdirektoratet opfordrer de folk til at være lidt kreative, når de skal finde vej.
- I stedet for at køre ad standardvejen kan det være en god idé at prøve nogle smutveje, siger Kristian Mody, der er vagtchef hos Vejdirektoratet.
Skulle du høre til dem, der har opgivet bilræset og hellere foretrækker den kollektive trafik, så er der visse ting, du skal være opmærksom på i hovedstadsområdet. Informationerne er gældende mandag aften klokken 22.00.
Linje 1A kører i begge retninger ad Kettevej og Byvej.
Linje 3A mod Nordhavn st. kører ad Nørrebrogade - Øster Søgade - Fredensgade - Tagensvej.
Linje 11A kører meget uregelmæssigt.
Linje 42/43 kører i begge retninger fra Universitetsparken ad Jagtvej - Tagensvej - Tuborgvej.
Linje 134 kører ad Sydgårdsvej - Sdr. Ringvej - Parkvej.
Linje 135 kører ad Park Allé - Sdr. Ringvej - Sydgårdsvej - Brøndbyvester Boulevard.
Linje 166 kører i begge retninger ad Sydgårdsvej - Sdr. Ringvej - Park Allé.
Linje 500S kører i begge retninger ad Østbrovej - Park Alle - Søndre Ringvej - Sydgårdsvej - Brøndbyvester Boulevard.Bussen kører kun til Friheden St., det betyder at der ikke køres ikke mellem Ørestad St. og Stamholmen/Gammel Køge Landevej, det skyldes, at Amager Motorvejen er spærret ved Avedøre Havnevej. Linjen kører formentligt med store forsinkelser.
Til gengæld skulle der ikke være de store problemer med s-togene tirsdag morgen. Linje A, B og C kører normalt efter sommerkøreplanen, som gælder indtil d. 21. august.
Linje F er dog erstattet af Togbusser mellem Hellerup og Ny Ellebjerg.Hvis du skal ud for hovedstadsområdet kan du få yderligere informationer om ændrede køreplaner her.