Det er igen blevet populært at købe en bolig til sine poder. Ifølge ejendomsmæglerkæden Home, der har registreret antallet af forældrekøb siden 2011, blev der sidste år slået ny rekord. På bare fire år er antallet af boliger med forældrenes navne på skødet vokset med 43 pct. Det skriver Finans.dk.

Home er ikke ene om at forsyne investeringslystne forældre med mursten til deres børn. Også EDC og Nybolig mærker en stigende handelsaktivitet.

»Der er en klar kobling mellem, hvor svært det er at finde en lejebolig, og antallet af forældrekøb. Hos os er forældrekøb steget, og vores mæglere melder om, at hver fjerde ejerlejlighed nu bliver solgt som forældrekøb.,« siger Kim Pauli, pressechef i Nybolig, til Finans.dk.

I København er hele 15 pct. af de privatejede lejligheder i dag forældrekøb, viser tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriets Økonomisk Redegørelse.

Ifølge Mads Ellegaard, relationschef i Home, spiller de ekstremt lave renter på boliglån også en vigtig rolle, da det er blevet billigere at finansiere et forældrekøb. Ud over at det kan være nærmest umuligt at finde en lejebolig i de større studiebyer, er prisforskellen på at eje og leje blevet udjævnet markant de senere år.

Selvom forældrekøb har fået en renæssance, er det dog ikke helt så udbredt som i de gyldne boligdage i nullerne - før finanskrisen satte boligmarkedet på standby. EDC oplyser, at andelen af det samlede antal handler nu er tilbage på niveau med 2005. Men ser man på antallet af forældrekøb, ligger det under 2005-niveauet. Trods fremgang går det nemlig stadig lidt sløjt med at få boligsalget op i gear.

Køb BT søndag, hvor vi har en stor guide, der klæder dig på til at vælge det bedste boliglån.