Siden 2006 har Divya Das været en del af TV 2's værsthold, men fra den 1. september i år skifter hun værtsjobbet på 19 Nyhederne ud med et nyt job.

Det skriver TV 2.

Således skal 39-årige Divya Das fremover arbejde som Europa-korrespondent for TV 2. Hun får base i London, hvorfra hun skal dække nyheder og begivenheder fra hele Europa.

Divya Das, som i 2017 vandt Billed-Bladets guldpris som 'Årest kvindelige nyhedsvært', glæder sig til at tage hul på de nye arbejdsopgaver, der venter hende.

»Jeg skal bidrage til et allerede virkelig dygtigt hold, så jeg er jo en tilføjelse. Jeg bidrager nok med min egen måde at lave historier på og forhåbentlig med en masse positivitet, humor og overskud,« siger Divya Das til TV 2. Hun udtrykker samtidig glæde over at komme tættere på sin kæreste Kim Bildsøe Lassen.

Han er ansat hos DR og arbejder ligeledes som korrespondent i London.

19 Nyhedernes værtshold vil efter Divya Das afgang bestå af Cecilie Beck, Natasja Crone og Mikael Kamber. Ifølge TV 2's nyhedschef, Jacob Kwon, er der ikke planer om at tilknytte en erstatning.

Divya Das er uddannet geograf fra Københavns Universitet. Hun startede sin karriere bag skærmen i 2003, da hun blev ansat som TV-meteorolog hos DR.