Alkohol og bilkørsel er absolut uforeneligt, og nu sætter politiet resolut ind mod spritbilisterne i en hel måned.

Hele juli måned vil politiet lave landsdækkende spirituskontroller rettet mod bilister i forbindelse med sommerens mange sociale arrangementer.

Den landsdækkende kontrol vil være forskellig fra politikreds til politikreds afhængig af hvilke arrangementer, der er stablet på benene rundt omkring i landet.

Ud over kontrol af spritbilister vil politiet også fokusere på kontrol af narkotika- og medicinpåvirkede bilister, oplyser Rigspolitiet.

»Spirituskørsel er uacceptabelt, og noget som et markant flertal af danskerne tager afstand fra. Men trods det er der fortsat nogle trafikanter, der ikke har forstået budskabet. Målet med vores kontroller er at få dem stoppet, før de skader sig selv eller andre,« siger Christian Berthelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, og tilføjer:

»Vi skal alle sammen hjælpe hinanden med at forhindre spirituskørsel, men det kan måske føles svært at overtale en anden til at lade bilen stå. Især hvis du ikke er sikker på, hvor meget han eller hun har drukket.«

Der sker langt flere spiritusulykker i juni og juli, end der gør resten af årets dage. 192 mennesker har mistet livet eller er kommet alvorligt til skade i forbindelse med spiritusulykker i trafikken i juni og juli fra 2013 til 2017. Sammenligneligt sker der 133 alvorlige spiritusulykker i samme periode i måneder november og december, hvor der ellers blandt andet er julefrokoster og meget snaps.

I juni og juli sidste år sigtede politiet hele 1.031 mennesker for spirituskørsel.