Entreprenørfirmaet E. Pihl & Søn indgav mandag konkursbegæring. Dermed smuldrede den nu afdøde erhvervsmand Søren Langvads livsværk til stor sorg for sønnen Stefan Langvad.
Entreprenørselskabet Pihl måtte mandag dreje nøglen rundt efter mange årtier som et succesfuldt dansk familiefirma.Firmaet var synonym med den vellidte bestyrelsesformand og administrerende direktør, Søren Langvad, der var en del af Pihl i 62 år, heraf 41 år som leder fra 1971 til 2012.
Søren Langvad, der døde i december 2012, endte dog med at blive flået væk fra sit elskede selskab på grund af dårlige regnskaber.
Efter Pihls konkursbegæring udtrykker Søren Langvads yngste søn, Stefan Langvad, stor sorg og ærgrelse over familiefirmaets endeligt. Og ikke mindst over den måde, som hans far, Søren Langvad, måtte forlade skuden på.
- Det er meget, meget trist det hele. Bestyrelsen har gjort, hvad den kunne, men de negative resultater taler for sig selv. Jeg er meget ked af den måde, min far måtte forlade firmaet på, og jeg ville ønske, at han var stoppet på toppen. Men det er jo svært at se, hvornår man har nået øverste hylde, siger Stefan Langvad, der var med i ledelsen af Pihl, til bt.dk.
Ikke skyld i konkurs
Selv om Pihl leverede dundrende underskud i de sidste år af Søren Langvads liv, mener sønnen ikke, at faderen kan holdes ansvarlig for familiefirmaets konkurs.
- Han var ikke skyld i hele fiaskoen - ligesom han ikke var skyld i hele succesen alle de år, det gik godt. Selvfølgelig kunne man have gjort mange ting anderledes i firmaet. At sige andet vil være tåbeligt. Man er bare nødt til at indse, at når gevinstchancerne er store, så er risikoen det sædvanligvis også, siger Stefan Langvad.