Trods flere dødstrusler og tilstedeværelsen af op mod 30 bandemedlemmer afviste politiets efterretningstjeneste, PET at beskytte den tidligere islamistiske prædikant Ahmed Akkari med livvagter under et debatmøde i Odense-ghettoen Vollsmose mandag aften.

Det undrer både sikkerhedseksperter og hovedpersonen selv, der til sidst måtte flygte fra stenkast og utallige trusler i ly af fem patruljevogne i høj fart.

- Normalt ville jeg sige nej tak til livvagter, men lige præcis i går, havde det været på sin plads. Stemningen var ekstremt fjendtlig, og jeg var meget betænkelig ved overhovedet at gå på scenen. Der sad en stor flok bandemedlemmer to meter fra mig, og jeg forventede, at jeg kunne blive overfaldet når som helst, siger Ahmed Akkari, der fortsat er rystet efter mandagens oplevelser.

Fyns politi var massivt til stede i Vollsmose Kulturhus, hvor debatten blev holdt, og alle blev kropsvisiteret ved indgangen. Det lokale politi havde dog alene til opgave at sikre den generelle ro og orden. Egentlig personbeskyttelse med livvagter kan kun PET levere, og det ønskede tjenesten altså ikke. Ifølge Ahmed Akkari betød det, at politiet ikke kunne garantere hans sikkerhed ved mødet.

- Indsatslederen sagde, at han ikke kunne afvise, at jeg blev overfaldet, hvis jeg gik på scenen. Betjentene var der ikke for at beskytte mig personligt, og derfor var jeg ligestillet med alle andre, hvis der blev uro. Det var en meget klar og fair melding, og det var mit eget valg at gennemføre debatten alligevel, fortæller Ahmed Akkari, der roser de tilstedeværende betjente, som flere gange greb ind og fjernede gæster, der optrådte truende. Peter Andreasen, der er direktør for Prestige Security og har 25 års erfaring fra sikkerhedschancen undrer sig over fraværet af egentlige livvagter.

- Den opmærksomhed, der er om Ahmed Akkari og karakteren af hans udtalelser betyder, at han er mindst ligeså truet som Kurt Westergaard, Pia Kjærsgaard og Naser Khader. De er alle under personlig beskyttelse, og derfor virker det mærkeligt, at PET ikke vil tilbyde det samme her. Man bør ikke tage den slags chancer, for viser det sig, at man har taget fejl, er det altså for sent, siger han.

Vicepolitikommissær Bjarne Puggård var politiets indsatsleder ved mandagens debatmøde. Overfor BT bekræfter han, at PET ikke stillede livvagter til rådighed for den tidligere islamistiske prædikant. Han ønsker ikke at kommentere, hvad han mener om den beslutning, men siger, at politiet generelt var i stand til at håndtere de udfordringer, der opstod på mødet, hvor to blev anholdt for voldsom og truende opførsel.

Debatten i Odense var arrangeret af den socialdemokratiske folketingskandidat Christian Rabjerg Madsen. Han deltog i debatten på scenen og bakkede op om beslutningen om at gennemføre, trods den truende stemning og manglen på livvagter. PET vil ikke kommentere sagen, da tjenesten generelt ikke udtaler sig om beskyttelse af enkeltpersoner.