Det tyske magasin Focus har opsnappet historien om nazi-skatten, der ifølge en tidligere tysk marinesoldat skulle være begravet i Nordjylland. Så nu har et hold journalister fra magasinet taget turen til havnen i Asaa for at forsøge at finde frem til 'guldet'

Det fortæller fotograf Uffe Weng, der er hyret af magasinet til at tage billeder.

- Det er rigtigt. De er heroppe for at lave historien om naziskatten. Det er dog ikke fordi, de har gravet efter den endnu, siger Uffe Weng.

Hele Nordjylland har gennem den sidste tid været på den anden ende, da BT 13. maj bragte historien om den tidligere tyske soldat Wilhelm Kraft, der var rejst 900 km mod nord for at afsløre en af Nazitysklands måske største hemmeligheder: En kæmp skat, han selv skulle have været med til at begrave for 69 år siden.

- Jeg har været bange. Så vidt jeg ved, er jeg den eneste overlevende af os, der deltog dengang. Nogle blev skudt. Og selvom krigen for længst er slut, er der stadig gale mennesker i Tyskland, der heiler og hylder nazismen. Men nu er jeg blevet 90 år og alene, og jeg vil ikke dø uden at dele min viden. Min samvittighed skal renses, sagde Wilhelm Kraft til BT dengang.

Og det er altså en historie, Focus har opdaget. Om de - sammen med Wilhelm Kraft - har større held med at finde det præcise sted, hvor skatten skulle være begravet, er endnu uvist. Men en ting er sikkert: Guldfeberen raser videre i Asaa.