Grøn er normalt ikke farven, man forbinder med en sø. Men i Furesø ved Farum har vandet for tiden den farve.

Det opdagede Henrik Vendelbo Petersen fra Gentofte mellem København og Farum, som tog et billede af det mærkværdige vand i Danmarks dybeste sø.

Billedet har fået kæmpe opmærksomhed på Facebook, hvor det er blevet delt mere end 700 gange, lige som det har fået en del likes og kommentarer. Nogle skriver i kommentarfeltet til billedet, at det er alger eller en oversvømmelse af rensningsanlægget, der er skyld i den grønne farve. Niels Thygesen, der er By- og kulturdirektør i Furesø Kommune, afviser, at det er problemer med kommunens rensningsanlæg, som er skyld i søens grønne farve.

»Stavnsholt Renseanlæg fungerer i bedste velgående. Det udledte vand overholder nogle af Danmarks skrappeste krav til fosforrensning,« skriver Niels Thygesen i en mail til BT.

Det er derimod en begyndende algeopblomstring, der er årsagen til, at vandet ikke er blåt, men grønt. Et fænomen, der ofte kommer, når vejret er varmt, skriver By- og kulturdirektøren. Ifølge ham blev der i sidste århundrede blev udledt for meget fosfor til Furesø. Fosforen bliver nu frigivet fra bundslammet, og det får algerne til at opstå.

Da vandet hurtigere bliver udskiftet i Farum Sø, som ligger ved siden af Furesø, ser man forskellen på vandets farve i de to søer. Der bliver dog gjort, hvad man kan for at få indholdet af fosfor i Furesø mindsket.

»Vi gør allerede meget for at råde bod på tidligere tiders forurening. Furesø Egedal Forsyning holder opsyn med det rensede spildevand, mens de omgivende kommuner ilter søen og får på denne måde reduceret fosforindholdet i søen,« skriver Niels Thygesen.

Vandkvaliteten fejler derfor ingenting, og man kan godt bade i det grønne vand, hvis man skulle have lyst til det, skriver Niels Thygesen. Kommunen tager nemlig prøver af vandet mindst 10 gange om året, så de holder øje med vandkvaliteten.