Også på Borgen blev politikerne ramt af strømafbrydelsen i Indre By i København. Nu oplyser Dong, at strømmen endelig er tilbage.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____> Nødgeneratorer sørgede for belysningen i juletræerne i Vandrehallen og på de større gange, men ude på folketingsmedlemmernes kontorer i Provianthuset, var der hverken strøm eller lys at hente.

Nedbruddet betød, at computere og lys på kontorerne ikke virkede, men de fleste fik gang i de bærbare computere, og så længe internet og telefoner virkede kunne der stadig arbejdes.

- Computeren virker og nettet virker, så det kører. Vi kan sagtens få lavet noget, siger Enhedslistens Per Clausen, da BT stikker hovedet ind på hans kontor.

Længere nede af gangen har De Radikales nye gruppeformand Sophie Carsten Nielsen også fået gang i computeren. Hun har brugt den mørklagte formiddag på et par møder.

- Strømmen gik kl. 9, så vi har holdt nogle møder, selvom det var lidt mørkt. Man må ikke tænde stearinlys herinde, så det har vi ikke noget af, siger hun.

Heldigvis er mandagen en af de mere stille dagen på Christiansborg, så strømafbrydelsen har hverken forstyrret møder eller andet arbejde.

- Mange arbejder hjemmefra eller er ikke kommet tilbage fra deres valgkreds, så der sker ikke så meget i dag, siger Sofie Carsten Nielsen.

Omkring 7.000 af energiselskabets kunder i Indre By i København har været uden strøm i to timer fra omkring klokken 9.30 til 11.30, men nu er forsyningen genopretet, selvom strømforbindelsen er lidt ustabil, fortæller Morten Kidal, pressemedarbejder hos Dong.

- Strømmen er endelig tilbage, lyder det fra en glad Morten Kidal.I alt 4.200 kunder var uden strøm søndag aften på grund af en kabelfejl, og det var under udbedringen af den fejl, at DONG Energy mandag morgen og formiddag blev nødt til at lukke for strømmen hos omkring 7.000 af deres kunder. Her var det især beboere omkring Nikolaj Plads, Kongens Nytorv og Bremerholmen, der blev ramt.

Teknisk direktør i Salg & Distribution hos DONG Energy, Jens Jakobsson, fortæller i en pressemeddelelse, at energiselskabet har tre kraftige højspændingskabler fra H.C. Ørstedsværket til det ramte område i Indre By, og at det er problemer med dem, der er skyld i de massive strømsvigt.

- Det ene kabel er udkoblet på grund af længerevarende planlagt arbejde. Desværre opstår der søndag ved 19-tiden en fejl i det andet kabel, som viser sig at være mere kompliceret, end vi først antog. Vores mandskab arbejdede hele natten for at udbedre fejlen og etablere nødforsyning, men da det sidste kabel er meget hårdt belastet, opstår der følgefejl, som betyder, at vi mandag formiddag har måttet udkoble 7.000 kunder i området, siger han.

Ifølge Jens Jakobsson fortsætter reparationsarbejdet på det fejlramte kabel ugen ud, men desværre er strømforsyningen stadig meget presset.

- Derfor vil der kunne opstå nye strømafbrydelser, og der vil være støjgener fra vores mobile elværker. Vi beklager meget de gener, situationen påfører, siger han.